Loading...

Månedens DAF-profil

Karsten Munkvad

18. januar 2016 · Henriette Leth Nielsen

Navn:
Karsten Munkvad

Rolle i DAF:
Formand

Hvad arbejder jeg allermest med lige nu:
Udvikling af DAF. Forbundets relationer nationalt og internationalt. Da min primære opgave som formand bl.a. er at have overblikket over forbundets aktiviteter og sikre vi holder den strategiske kurs, bruger jeg dagligt tid på sparring med direktøren. De seneste måneder har jeg særligt haft fokus på vores kæmpeprojekter: Visionsprojektet “Bevæg dig for livet” sammen med DGI. Et projekt med kæmpe perspektiver i forhold til at få mange flere danskere aktiveret i vores idræt. Og Skole OL der har vokseværk, i år med indledende stævner i 30 byer. Herudover bruger jeg meget tid på at følge med i det internationale. Korruptions/doping skandalen fylder meget - også i pressen og det er rigtig vigtigt at vores forbund forholder sig seriøst og proaktivt. Skandalerne kommer til at betyde store ændringer i forvaltningen af det internationale atletikforbund. Vi har netop nu store muligheder for at præge udviklingen i retning af den praksis vi står for; ordentlighed, good governance, gennemsigtighed, troværdighed.

Eksempler på andre af mine arbejdsopgaver:
Jeg har gennem de seneste fem måneder siddet i en arbejdsgruppe udpeget af Danmarks Idrætsforbund om “ny økonomisk fordeling” . Det har handlet om at lave ny måde at fordele mange millioner til de 61 meget forskellige specialforbund. Et meget spændende arbejde og en meget spændende proces med stor gensidig forståelse. Otte møder i arbejdsgruppen på ca. fem måneder plus dialogmøde og formandsmøde. Det hele i Brøndby, så bosiddende i Aarhus har det taget meget tid.

Min arbejdsmotivation:
Atletikken - løb. spring, kast - er fundamentet for al anden idræt, og bredt set den største idrætsgren i Danmark og i hele verden. Med det i baghovedet er jeg stolt over at repræsentere atletikken og være med til at udvikle atletikken til - ikke kun - at blive set som en konkurrence/elitær idrætsgren med De Olympiske Lege som højdepunkt, men som en basisidræt der kan dyrkes hele livet - af alle.

Mit forhold til løb og atletik:
For mere end 40 år siden begyndte eg selv som løber i Aarhus 1900. Dengang var vi 80 medlemmer - nu er der mere end 1500. I takt med motionsbølgen voksede klubben fra kun at være traditionel atletikklub til at være en atletik og motionsklub. En klub der både rummer elite og bredde. Aarhus 1900’s udvikling har sat sit præg på mig - og det har altid været et stort ønske, at DAF skulle have den samme rummelighed - hvilket er ved at blive ført ud i livet. Igennem årene - selvom det er flere år siden - har jeg haft mange alsidige roller i klubben. Løber, spydkaster, ungdomstræner, elitetræner, klubbladsredaktør, næstformand. De seneste 10 - 15 år har rollerne primært været i DAF som formand for Idrætsudvalget, eliteansvarlig, sportschef, bestyrelsesmedlem i flere perioder, næstformand - og nu formand.



 

© Copyright Dansk Atletik Forbund