Her er du: Forside > Nyheder > Artikler nyhedsbreve > Månedens DAF-profil - Anne Line Mørck
Anne Line Mørck
08. februar 2016 · Henriette Leth Nielsen
Navn:
Anne Line Mørck
Rolle i DAF:
Formand for BU Komiteen (og for region Øst og ungdomsafdelingen i Bagsværd Atletik Club)
Hvad arbejder jeg allermest med lige nu:
Forandring, er vist det mest rammende, hvis jeg skal nævne én ting… Fra det gamle BU til Komité, fra en tidligere strategi plan til nuværende, og med fremtidens atletik miljøer (IDAN-rapporten) i virkelighedens atletik-Danmark for alle børn og unge.
Det er vigtigt at kunne tænke bredt, men også vigtigt at se, at der er forskel fra kast, til spring, til løb i forhold til ATK, træning, tilgang og stævner samt udfordringer og udvikling.
Vi er en ny komité godt sammensat af nye og gamle medlemmer fra små, mellem og store klubber, med og uden personlig atletik baggrund. Det giver en god dynamik. Komitéen glæder sig rigtig meget til at møde klubberne i Skive til DMU. Her vil vi være synlige i vores BU-komité trøjer og have en dialog-bod.
Eksempler på andre af mine arbejdsopgaver:
Budgettet var svært i år, fordi ønsker og planer ikke er på plads. Det bliver en nemmere opgave til næste år, når komiteen også har nået at tale med medlemmerne og har identificeret gode projekter at arbejde med. Jeg deltager i kvartalsmøderne i DAF hvor alle komité-formænd er samlet. Her ser vi de opgaver, som overlapper og deler ideer. Andre opgaver er de, der kommer ind ad hoc, når der er behov for ændringer af regler, når terminer skal fastsættes, flyttes mv. Men vigtigst lige nu er dialog med klubberne samt kortlægning/prioritering af opgaverne.
Min arbejdsmotivation:
Jeg har altid brændt for foreningsarbejde, og dette er så fint i tråd med, hvad mine piger også interesserer sig for, så atletikken er noget pigerne herhjemme brænder for sammen. Det er skønt og livsbekræftende at opleve børnene og de unge udvikle sig og slå personlige rekorder. Der er rigtig mange tillykke-kram, og high fives til hvert stævne vi er ude til. Det er noget, man tager med sig på den positive energi-konto.
Mit forhold til løb og baneatletik:
Jeg har aldrig selv dyrket baneatletik, men løb som yngre for motionens skyld og er så småt ved at komme i gang med at løbe igen. Min ældste datter, Mia, har dyrket atletik siden hun var 5, og det var herfra min interesse spirede for 11 år siden. Det startede, som for alle under 14 i vores klub, med alsidig bane-atletik/mangekamp. Så selvom jeg ikke selv har været udøver, har jeg været med og set rigtig mange forskellige øvelser. Jeg fik mit første dommerkort i 2007, og så blev jeg træner i 2010, da vores yngste også fik lyst at starte til atletik. I 2011 gik jeg ind i bestyrelses arbejdet i BAC og i 2012 blev jeg formand for ungdomsafdelingen i BAC samt formand for region Øst. Da Mia startede i 2004 var der ca. 35 ungdomsatleter i Bagsværd Atletik Club, nu er der 160! Så også her har forandring fyldt en del.