Her er du: Forside > Nyheder > Artikler nyhedsbreve > Månedens DAF-profil - Niels Kim Hjorth
Niels Kim Hjorth
08. april 2016 · Henriette Leth Nielsen
Rolle i DAF: Jeg er bestyrelsesmedlem, tidligere koordinator af CrossChallenge og holdleder for Løbelandsholdene.
Hvad arbejder jeg allermest med lige nu: Bestyrelsesarbejde generelt hvor vi arbejder med udvikling af strategi for den kommende Olympiade. Jeg restituerer efter CrossChallenge sæsonen hvor vi lige har afviklet DM 10 km og DM 4 km cross. Jeg har været holdleder for VM ½ maraton holdet i Cardiff d. 26 marts , og så går jeg og funderer over, hvordan vi bedst får koordineret aktiviteter omkring løbelandshold.
Eksempler på andre af mine arbejdsopgaver: Jeg forsøger at være synlig og tilgængelig som en del af Dansk Atletiks bestyrelse. I forbindelse med bestyrelsesmøder er der en del materiale der skal læses (vi skal jo forsøge at følge med Kirse og Jakob ), og så forsøger jeg selvfølgeligt at påvirke strategi og beslutninger i den retning jeg mener, Dansk Atletik skal bevæge sig. Jeg synes, vi har en ret ambitiøs bestyrelse, og det er meget spændende (og lærerigt) at være en del af. Dansk Atletik er absolut et forbund, der får tingene til at ske, og det er rigtigt meget i kraft at de kompetencer der findes på Dansk Atletiks kontor, men også rigtigt mange frivillige lederes utrættelige indsats i klubberne. Som koordinator for CrossChallenge har jeg sjældent fået nej tak ved en direkte henvendelse til en klub om at arrangere.
Så har jeg mit hjerteblod hos løberne i Dansk Atletik og jeg forsøger til stadighed at skabe tiltag der kan fremme interessen og motivere til endnu bedre resultater. Og så er jeg så heldig at være hjælper for nogle eliteløbere i deres bestræbelser for at opnå endnu bedre resultater.
Det er en god hobby, der i hvert fald ikke er kedelig.
Min arbejdsmotivation: Jeg motiveres af løbernes glæde ved det jeg laver. De er godt selskab.
Mit forhold til løb og atletik: Jeg begyndte at løbe, da jeg var 15 år. Jeg blev ungdoms eliteløber som 17-årig. Jeg satte syv danske ungdomsrekorder som 18-årig på distancer fra 1 mile til maraton. Senere gik det rimeligt med 12 VM løb med semifinale på 1500m og 14. plads ved VM cross som resultat. Jeg løber stadigt hver dag.
Som holdleder og træner er der altid plads til forbedringer, men det er meget spændende at være med i en løbers udvikling. Det er ret anderledes at være holdleder end at være deltager. Som løber ved et mesterskab havde jeg altid en indre ro og tro på at jeg var forberedt, og der var kun sig selv at holde øje med og bebrejde hvis noget gik galt. Som leder har man et andet ansvar for at der ikke er noget der går galt i forberedelserne for løberne og det er egentligt ret udfordrende at sørge for at tingene fungerer for en trup på måske 15 løbere.
Jeg etablerede Danmarks første rigtige løbespecialbutik for løbere med Løber Sport – det var i 1985 og har nærmest altid været beskæftiget med sport og løb. Jeg tænker på løb når jeg vågner om morgenen og når jeg falder i søvn. Derfor hedder mit lille firma der handler med sportsprodukter ”Running First”. Løb er mit liv - og det har jeg og min familie med fornøjelse accepteret.