Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 07-19 Gevaldig fremgang for Iben Høgh - 4.19m
Gevaldig fremgang for Iben Høgh - 4.19m
19. juli 2010 · Jeppe Weinreich
Siden Iben Høgh-Pedersen (Randers Freja) i 2006 vandt DM i stangspring med 3.95 meter er der blot blevet lagt 9 cm til den personlige rekord.
Søndag i Halmstad tog hendes udvikling i bogstaveligste forstand et stort spring opad, da hun tre gange forbedrede sin personlige rekord. Først 4.02, derefter 4.12 meter og så 4.19 meter. Det sidste er ikke blot nyt dansk årsbedste men faktisk også over B-kravet til EM (4.15 meter). Idet Caroline Bonde Holm (Sparta) i vinters satte dansk rekord indendørs med 4.33 meter og dermed klarede A-kravet, bliver det imidlertid ikke til noget EM i denne omgang for Randers-pigen, der fylder 20 år i august.
I Sopot (Polen) tangerede netop Caroline Bonde Holm sit årsbedste ved at klare 4.15 meter. Hos mændene havde Rasmus W. Jørgensen (Sparta) en knap så god generalprøve på EM, da han rev ned tre gange på sin begyndelseshøjde 5.10 meter.
På mændenes 400 meter ved samme stævne var to andre spartanere, Jacob Riis og Nicklas Hyde, et stykke fra deres bedste med hhv. 47,80 sek. og 48,14 sek. I B-heatet var en tredje Sparta-sprinter, Rasmus Olsen, tæt på årsbedste med 48,66 sek.