Loading...

Nyheder 2010

Junior-VM: Kravet for Janick hedder 2.19 meter

21. juli 2010 · Jeppe Weinreich

Janick Klausen (Århus 1900) bliver første dansker i aktion ved Junior-VM i Moncton, Canada, når han onsdag 23.40 dansk tid springer kvalifikation i højdespring.

At konkurrencen bliver på et endnu højere niveau end sidste års Ungdoms-VM, vidner et finalekrav på 2.19 meter om. Om det så bliver nødvendigt at springe så højt for at komme med i fredagens finale, er en anden ting. Janick Klausen meldes i hvert fald i god form før den store udfordring, der gælder som sæsonens højdepunkt og primære mål, selvom han blot fire dage efter en evt. finale springer kvalifikation ved EM i Barcelona.

JuniorvmashxDansk atletiks anden udøver, Christian L. Nielsen (Skive AM), løber indledende på 110 meter hæk fredag 14.35 dansk tid. 

Et perfekt arrangement
Holdleder Jakob Larsen (ikke at forveksle med DAFs direktør) har fra Moncton (en mindre universitetsby i delstaten New Brunswick i det østlige Canada) kun godt at sige om arrangementet.

”Alt er sindssygt godt arrangeret. Der har ikke været noget at sætte en finger på indtil videre. 
Konkurrencestadion ligger på campus ved det lokale universitet. Her bor vi blot to minutters gang fra stadion og opvarmningsstadion. Så det kan ikke være bedre,” lyder det fra lederen af den lille trup, der også tæller Janick Klausens træner, Thomas Cortebeeck.

Ved åbningsceremonien mandag var det Christian L. Nielsen, der fik det ærefulde hverv at bære Dannebrog. Vejret er også i Canada sommerligt med 30 grader, så forhåbentlig kan vi her på siden snart berette om flotte resultater.

Arrangementets resultatformidling har døjet med tekniske problemer, men forhåbentlig bliver det muligt at følge Janicks kvalifikation ’live’ på hjemmesiden her

© Copyright Dansk Atletik Forbund