Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 07-23 Junior-VM: Christian og Janick i aktion i dag
Junior-VM: Christian og Janick i aktion i dag
23. juli 2010 · Jeppe Weinreich
I dag fredag er den store dag ved Junior-VM set med danske øjne. Første mand i aktion (15.10) bliver Christian L. Nielsen (Skive AM), når der løbes 110 meter hæk.
Christian er havnet i det sjette af syv heat, og på forhånd ligner det en svær opgave at gå videre. Danskeren har femtehurtigste tid blandt konkurrenterne, og kun de tre første går direkte videre. På sin højre side får han fornøjelsen af juniorverdens-ranglistens nr. 2, Pacal Martinot-Lagarde (FRA), der med 13,37 sek. er en del hurtigere end Christian, der som bekendt klarede kravet lige før deadline med PR 14,05 sek.
”Det er svært at vurdere Christians chancer i heatet. Det er et skrapt heat, men stadig et heat med muligheder. Så det er vel 50/50. Der er ingen tvivl om, at Chrisitan er i sit livs sprintform. Dagen før afgang i onsdags løb Christian hækstarter over 4 hække mod Andreas Martinsen. Christian løb fuldstændig lige op (på juniorhække, red.) med Andreas på alle løb. Og Andreas er som bekendt i form til 13,96,” lyder det fra træner Jakob Larsen. En evt. semifinale bliver løbet lørdag kl. 18.35.
Højdespring – en åben affære
I aften lige før midnat (23.30 dansk tid) er det så Janick Klausen (Århus 1900), der står i rampelyset, når juniorerne springer finale. Qatars Mutaz Essa Barshim – der trænes af Linus Thörnblads tidligere træner – har i år sprunget 2.31 meter, og havde under kvalifikationen ingen nedrivninger. Altså en klar favorit. Blandt de resterende ligger der ni springere – deriblandt Janick – med personlige rekorder mellem 2.21 og 2.24 meter. En på papiret helt åben affære.
Janicks sølvmedalje sidste år var den første til Danmark ved et Ungdoms-VM nogen sinde. Ved Junior-VM er det fortsat aldrig blevet til medaljer for dansk atletik. De bedste placeringer står Christian Scherwin (1994 – nr. 5 i spyd) og Rasmus W. Jørgensen (2008 – nr. 6 i stang) for.
Startlister
110 meter hæk
Højdespring