Loading...

Nyheder 2010

Junior-VM: Christian udgår med skade

23. juli 2010 · Jeppe Weinreich

Det skulle have været karrierens foreløbige højdepunkt, men det sluttede for hækkeløber Christian L. Nielsen (Skive AM)

Resultatet ud for den danske løber lød på: DQ – diskvalificeret. Men det skulle egentlig have været DNF – did not finish – for Christian blev ikke diskvalificeret, han udgik efter to hække med store smerter i baglåret.

Skaderne dukkede op for nylig, men de canadiske behandlere gjorde hvad de kunne for at få ham klar. På selve dagen følte Christian sig frisk, men under prøvestarten dukkede smerterne op igen.

”Hvis det havde været alt andet end et VM, havde vi ikke ladet ham løbe. Men Christian ville selv gerne løbe. Og han er naturligvis meget skuffet. Jeg er overbevist om, at han kunne have løbet under 14 sekunder i dag,” lød det fra træner Jakob Larsen.

Og netop en tid under 14 sekunder ville have givet ham en plads i morgendagens semifinale. Den sidste løber slap videre med 14,02 sek., og Christian var havnet i det heat, som med en medvind på +1,6 m/s var det mest optimale af alle heat.

Jakob Larsen mener ikke, at sæsonen nu er slut for Christian. Næste mål kunne således blive NM Junior på Island i slutningen af august.

Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund