Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 07-29 EM 3. dag: Rasmus overgår sig selv - 5.50 meter
EM 3. dag: Rasmus overgår sig selv - 5.50 meter
29. juli 2010 · Jeppe Weinreich
Glæde i den danske lejr, da Rasmus sætter U-23 rekord.
BARCELONA – Sådan dér! Rasmus W. Jørgensen gav den hidtidige danske indsats et gevaldigt løft, da han under torsdagens kvalifikation i stangspring klarede 5.50 meter. Det var en forbedring på hele 10 cm af den danske U-23 rekord, som han før i dag delte med Piotr Buciarski – og 7cm bedre end hans bedste indendørs.
På forhånd var den 21-årige atlet fra Sparta seedet blandt de sidste tre i det 29 mand store felt, men med den flotte præstation kunne han i sit første store mesterskab udendørs slutte som nr. 19. En finaleplads, viste det sig i sidste ende, havde krævet mindst 5.60 meter i andet forsøg.
Drømmescenarie
”Jeg kom rigtig godt i gang ved at klare 5.10, 5.30 og 5.40 meter i første forsøg. Drømmescenariet var jo at klare 5.50 i første forsøg, som min træner og jeg havde talt om måske kunne give en finaleplads. De to første forsøg var ikke vellykkede, så før det sidste tænkte jeg: Nu gør jeg det bare!”
Og over røg han, om end overliggeren blev snittet. Ifølge træner Thor Torp – der har stået bag Rasmus, siden han som 15-årig begyndte i KIF - var der ikke tale om noget perfekt spring, og han ser ikke nogen begrænsning i sin elev, til at 5.80 meter om nogle år ikke skulle kunne blive en realitet.
Selvom Rasmus – med undtagelse af 2007, hvor han blev opereret i foden – har oplevet konstant fremgang, har diverse fysiske skavanker undertiden krævet en pause fra træningen, senest i august sidste år, hvor han gennemgik en operation i hoften.
Et kompromis
”Det har hele tiden været et kompromis med at få træningen tilpasset rigtigt uden at belaste for meget. Men det går den rigtige vej,” vurderer træneren, der peger på Rasmus’ gymnastiske færdigheder og hans arbejde i luften som de største forcer. At talentet med sine 1.78 meter måske ikke syner af så meget, skal man ikke se som nogen hindring for at komme til at springe rigtig højt. Således måler Europas bedste lige nu, Renaud Lavillenie, blot 1.76 meter.
På forhånd havde Rasmus W. Jørgensen meldt ud, at 5.30 meter ville være acceptabelt, 5.40 meter en succes. Adspurgt, hvad han så kalder 5.50 meter, kniber det for ham med yderligere superlativer. Præstationen taler for sig selv.
”Nu har jeg nået mit sæsonmål, som var 5.50. Nu ser jeg så frem til at vinde DM-titlen, og så er der NM U23 senere på sæsonen. Copenhagen Athletics Games (12/8, red.) bliver også en superfed konkurrence,” siger Rasmus W. Jørgensen.
Se på DR Sporten hhv. 5.50-springet samt interview.
Mere om torsdagens indsats vil kunne læses senere på www.stangspring.com