Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 07-31 EM 6. dag: Forberedt på heksekedlen
EM 6. dag: Forberedt på heksekedlen
31. juli 2010 · Jeppe Weinreich
Jesper Faurschou bliver sidste dansker i aktion under søndagens maraton.
BARCELONA - Maratonløber Jesper Faurschou kommer som sidste danske atlet til at lukke dette EM, og det bliver med garanti med sved på panden. For med start klokken 10.05 vil Barcelona ikke være barmhjertig mod nogle af løberne, der alle kan se frem til at skulle slide sig frem under en brændende middagssol i 29 graders varme.
”Jeg ser da frem til det, er lidt spændt lige nu, men det er jo meget naturligt,” siger den 26-årige løber, der bor og studerer i Århus, men altid har stillet op for Herning LK.
Forvent ingen prangende tid
”Man skal ikke forvente nogen prangende tid fra mig. Vi lavede statistik på kvindernes løb i dag, og den viste, at løberne generelt lå 7 minutter fra deres bedste tider. Jeg var ude at cykle på ruten i går, og den er faktisk lidt mere kuperet, end man får indtryk af på tv,” siger han om rundstrækningen på 10 km, der starter og slutter i Parc de la Ciutadella i centrum af byen og går forbi flere af metropolens seværdigheder.
Grundet de hårde vilkår planlægger Jesper Faurschou et efter eget udsagn ”konservativt” udlæg, hvilket vil sige kilometer-tider på 3.22 og 3.26 minutter, svarende til en sluttid på 2.22-2.26 timer. I sit første – og hidtil eneste – maratonløb fik han som bekendt i Berlin noteret udmærkede 2:17,30 timer.
”Så må vi se, hvordan det går. Man kan aldrig vide, hvordan kroppen reagerer, for det bliver en heksekedel, og jeg tipper, at 20 til 25 procent af løberne vil udgå,” lyder den dystre spådom fra Faurschou, der op til EM i bogstaveligste forstand forsøgte at være klædt på til strabadserne ved i den også pænt varme danske sommer at træne med lange busker, hue og vanter.
Han forudser, at de tre svenske deltagere vil komme til at ligge i samme gruppe som han selv. Ser han på det forreste felt, så må spanske José Manuel Martínez må hjemmebanen være favorit.
Søndag den 1. august
Kl. 10.05 Maraton M (65 deltagere) – startliste