Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 08-16 Ungdoms-OL: Troest og Trajkovski er klar
Ungdoms-OL: Troest og Trajkovski er klar
16. august 2010 · Jeppe Weinreich
Begge talenter meldes i topform, før det går løs i Singapore.
Onsdag formiddag lokal tid (4.10 dansk tid) skal Andreas Trajkovski (KIF) springe kvalifikation i længdespring, mens den nykårede mester hos seniorerne, Stina Troest (Amager AC), kommer i aktion dagen efter (4.00 dansk tid) på 400 meter hæk.
Med i Singapore er cheftræner Lars Nielsen, og han har kun godt at berette om den øjeblikkelige form hos de to danske håb, der som bekendt kvalificerede sig via udtagel-serne i Moskva i maj.
”Træningen er gået særdeles fint de første dage, og Stina - som ligger nr. 5 på ung-domsverdensranglisten, hvoraf kun 3 af de 5 er til start her i Singapore - har været rigtig godt kørende til træningen med nogle flotte intervalløb, der lover godt,” beretter Lars Nielsen om 16-årige Stina Troest, der med sin sensationelle sejr i Moskva hører til blandt medaljekandidaterne.
Trajkovski er i sit livs form
Om nogle skulle have glemt det, så vandt Andreas Trajkovski sidste år det europæiske Ungdoms-OL i Finland. I år har han hidtil været et pænt stykke fra de 7.41 meter, som han vandt sølv med ved Store DM i fjor. Hans reelle form er dog langt bedre, end årets resultater måtte indikere, og de som så ham springe ved årets DM i Odense, vil vide, at der er lange spring i ham, når han får helt styr på tilløbet. Hurtigheden er blevet kraftig forbedret, hvilket han demon-strerede ved DM med en 4. plads på 100 meter i 10,90 sekunder.
”Andreas har i en stor del af sæsonen sloges med en dårlig afsætsfod. Han viste dog ved gårsdagens træning hernede, at han er i en form, han aldrig tidligere har været i. Det blev under træning til 3 x PR i længdespring fra henholdsvis 5, 7 og 10 skridts tilløb: 5,61, 6,21 meter og 6,78 meter,” siger cheftræneren, og forklarer, at man med optimalt fuldt tilløb vil kunne lægge 70-90 cm til den sidstnævnte længde. På den baggrund betegner han mulighederne for en PR (og dermed dansk ungdomsrekord) som gode.
Reglerne ved det Ungdoms-OL adskiller sig lidt fra de almindeligt kendte. Således vil både Andreas og Stina være sikret plads i finalerne den 22. og 23. august, eftersom der både afvikles A, B og C finaler.
Læs mere på arrangementets hjemmeside:
Youth Olympic Games 14.-26 august
(startlister kan findes her)