DM kapgang bane
23. august 2010 · Dansk Atletik Forbund
Sikre sejre til Josefine Klausen og Andreas W. Nielsen
Årets DM i kapgang på bane, som blev afviklet lørdag d. 21. august, var henlagt til atletikbanen ved Odense universitet.
I mændenes konkurrence blev det som ventet til den tredje tittel i træk til Andreas W. Nielsen fra GK Frem 2000. Han var 47.58,6 minutter om at gå de 10.000m. Jacob Sørensen fra Sdr. Omme IF sikrede sig sølvet i 51.38,2. Bronzemedaljen gik til GK Frem 2000s Arturo Santillan.
Med tiden 2:53.35,6 timer, gik hold-guldet til GK Frem 2000.
I kvindernes konkurrence blev det til det fjerde DM i træk på 5.000m for Josefine Klausen, der med tiden 25.24,6 forbedrede sin personlige rekord med 17 sekunder. Med denne tid rykkede Josefine en enkelt plads op på alle tiders danske rangliste over 5.000m/5 km, hvor hun pt. er placeret som nr. 8.
Vi skal tilbage til 1992, for at finde en hurtigere vindertid ved DM, hvor Ania Kondrup fra MK Nørrevang i Randers vandt i tiden 24.47,1. Den danske rekord, som er sat af Gunhild Kristiansen fra SDr. Omme IF, blev sat ved DM i 1985 og lyder på 23.25,4.
Sølvet gik til Angela Manegold Svendsen fra Phønix, Vallensbæk.