Loading...

Nyheder 2010

Karlshøjs rekordsamling komplet

24. august 2010 · Jeppe Weinreich

Den 51-årige superveteran overtog lørdag rekorden på den engelske mile.

I fjor satte Gitte Karlshøj (Århus 1900) fire verdensrekorder (+50 år) på distancerne fra 1500 meter til og med 10000 meter. Der manglede imidlertid én enkelt - rekorden på den klassiske engelske mile (1.609 meter).Med tre kompetente harer (Peder Troldborg, Esben Dalsgaard og Jesper Faurschou) som assistance lykkedes 51-årige Gitte Karlshøj med sit forehavende ved ABC-stævnet på Århus Stadion lørdag.

Gittekarshoejmile Eriklaursenashx

Hun krydsede målstregen i tiden 5:00,59 minutter – en forbedring af canadieren Maueen de St. Croix’ rekord fra 2003 med mere end to sekunder. Det var selvsamme løbers rekord på 1500 meter, som Gitte erobrede i fjor med 4:40,7h minutter, og faktisk passerede hun lørdag 1500 meter mærket et halvt sekund under den tid. Det var der imidlertid ingen, der havde tænkt på, hvorfor hun måtte nøjes med den ene rekord i denne omgang.

Andreas Martinsen sætter PR på 400 meter 
Ved samme stævne viste den danske mester på 110 meter hæk, Andreas Martinsen (AK Holstebro), at han med en vis succes sikkert kunne bevæge sig op på den lange hæk. Med tiden 49,52 sek. på 400 meter satte han i hvert fald en flot PR i noget, der - vist nok - var første forsøg.


Med 1500, Mile, 3000, 5000 og 10000 meter i samlingen sidder Gitte Karlshøj nu på fem verdensrekorder. Tre mere end en vis Merlene Ottey, der i år i samme klasse nøjedes med at forbedre to rekorder (11,67 og 24,33 sek. på 100 og 200 meter). En (ikke opdateret) oversigt over verdensrekorder i de forskellige klasser kan ses her.

Resultater
ABC-stævne, Århus den 21. august

(foto: Erik Laursen)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund