Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 09-10 Aalborgdreng sætter rekord på 600m
Aalborgdreng sætter rekord på 600m
10. september 2010 · Rikke Wåhlin
Aalborg Atletik & Motions unge talent på mellemdistancerne Benjamin Lobo Vedel satte tirsdag aften på Skovdalen Atletikstadion dansk ungdomsrekord for drenge 13 år på distancen 600m. under klubbens sidste tirsdagsstævne i år.
Det var ellers ikke ligefrem rekordvejr til 600m med vind på stadion fra det værst tænkelige hjørne, hvilket betød en rigtig træls modvind på 2 langsider.
Rekorden kom alligevel i hus efter et særdeles jævnt og veldisponeret løb. De første 200m blev passeret i 29 sek. og 400m mærket rundet på præcis 60. Herefter var det ”bare” at holde farten de sidste 200m hvilket lykkedes og stopuret ved mål viste 1.31,8. - ny rekord med præcis et halvt sekund. Benjamin er her efter sommerferien startet i en eliteidrætsklasse på Sønderbroskolen i Aalborg, og får der god ekstra træning. Sammen med sine mange løbekammerater i Aalborg Atletik & Motion træner han derudover 4 gange om ugen. Blot 2½ år har han gået til atletik og hans fine tider i år på alle distancer lige fra 80m til 1500m lover rigtig godt for en flot karriere på løbebanerne.