Loading...

Nyheder 2010

DT-finale: Spartas herrer kan fejre jubilæum

10. september 2010 · Jeppe Weinreich

Alt tyder på den 25. sejr i stribe til Spartas herrer. Til gengæld synes Århus 1900's patent på sølv truet i år.

Guld til Sparta og sølv til Århus 1900. For både mænd og kvinder. Sådan har det forudsigelige scenarie været siden 1998.

Næppe mange vil sætte deres penge på, at Sparta ikke skulle vinde dobbelt igen i år – for mændenes vedkommende vil det endda blive for 25. gang i træk. Til gengæld har Århus 1900 vist svaghedstegn i år, og selv om man ikke skal lægge alt for megen betydning i de indledende runder, så sluttede de århusianske herrer faktisk blot som nr. 6.

1900’s sølvdominans kan blive brudt 
Det var også kvinderne fra Århus 1900, der senest – i 1997 - brød Spartas dominans. Siden har den så som nævnt stået på sølv, men med en vigtig brik som Sara Slott Petersen – der ifølge startlisten kun stiller op på 400 meter - sat tilbage med skader samt afbud fra den danske mester i syvkamp, Tine Bach Ejlersen, tegner afgørelsen til at blive en åben affære. Det understreges af, at der efter de to indledende runder blot var 14 point imellem nr. 2 (Århus 1900, 188½) og nr. 6 (Amager AC, 174½). Alle hold kan altså blande sig i kampen, tyder noget på.

Hos mændene ser det på papiret lige så åbent ud, hvem sølv og bronze skal gå til. De seneste fire år har KIF vundet bronze og ligner nu et hold, der kunne bytte plads med Århus 1900. Man må heller ikke glemme Skive AM, der faktisk sluttede på andenpladsen efter de to første runder.

Morten Jensen springer ved Robert Emmiyan Cup i Armenien samme dag, og står altså ikke til disposition for sin klub Sparta.

Nicklas Hyde mod den nykårede nordiske mester
Af interessante opgør er herrernes 400 meter, hvor den nykårede nordiske U23-mester, Nick Ekelund-Arenander (KIF), kommer op imod Nicklas Hyde (Sparta).

Morten Munkholm (Århus 1900) sluttede reelt sæsonen efter EM, og kan på 1500 meter meget vel få sit hyr med Jakob Hannibal (Sparta), der har fundet storformen frem her sidst på sæsonen med personlig rekord i Cardiff for bare to uger siden med tiden 3:47,95 minutter.

Også mændenes trespring tegner interessant med en gentagelse af den flotte duel fra DM mellem Anders Møller (Sparta) og Peder P. Nielsen.

Stærk trio på kvindernes 400 meter 
Holder startlisterne stik, kan tilskuerne ligeledes se frem til et flot opgør på kvindernes 400 meter mellem de tre suverænt hurtigste i år: Helena Scherer-Schmidt (Sparta), Sara Slott Petersen (Århus 1900) og Stina Troest (Amager AC). Ved Store-DM var det kun førstnævnte, der stillede op på distancen.

For de, som ikke tager turen til Hvidovre, bliver der mulighed for at følge slagets gang via nettet, hvor resultaterne løbende vil blive lagt ud. Klik her.
 
Oversigt over tidligere vindere i Danmarksturneringen

© Copyright Dansk Atletik Forbund