Loading...

Nyheder 2010

Europamesterskab og unglederkonference i Barcelona

21. september 2010 · Amalie Rasmussen, Greve Atletik

I forbindelse med Europamesterskaberne i atletik, som i år blev afholdt i Barcelona, havde European Athletics inviteret hvert land i Europa til at sende to-tre repræsentanter til at deltage i en slags konference kaldet European Athletics – UNESCO Young Leader’s Forum. Joachim Larsen fra Greve Atletik, Mark Ahlehuus fra Hvidovre og undertegnede var udvalgt til at deltage i denne konference på vegne af Dansk Atletik Forbund.

Derfor stod vi tre forventningsfulde (trætte, men dog forventningsfulde) unge i Kastrup lufthavn mandag den 26. juli klokken alt-for-tidligt-om-morgenen og ventede utålmodigt på, at vores livs eventyr skulle begynde med 2½ times flyvetur over Europa. 

Da vi ankom til Barcelona ved middagstid fik vi først udleveret vores personlige adgangskort, som vi blev påbudt at bære døgnet rundt (okay, måske ikke døgnet rundt, men i hvert fald på stadion), hvorefter vi blev kørt til vores hostel. Her blev vi indlogeret på værelserne. 

Allerede tirsdag morgen gik det op for os, hvor tæt et program, vi havde. I store træk skulle vi af sted ved 9-tiden hver morgen og var først hjemme ved 23-tiden om aftenen. 

Tirsdagen startede med en form for sportsaktivitet opdelt i grupper, som konkurrerede mod hinanden. Formålet med aktiviteten var at gøre atletikken mere ”spiselig”, og noget yngre børn ville synes var sjovere end almindelig træning. 

Herefter fulgte forummets åbningsceremoni med taler af bl.a. European Athletics’ præsident Hansjörg Wirz og stangspringslegenden Sergey Bubka, som vi til receptionen efter ceremonien fik mulighed for at tale med. Efterfølgende havde vi foredrag af lederne af forummet om European Athletics og UNESCO og foredrag af Steve Cram om udfordringer og værdier ved sporten. Da klokken gik hen og blev 18.30, fik vi fri, hvilket betød at alle begav sig over på stadion, som vi havde fri adgang til. Det var her vi tilbragte alle vores aftener, hvilket var medvirkende årsag til, at vi sjældent fik mere end en hotdog til aftensmad. Det var dog det hele værd, da vi fik lov at se eksempelvis mændenes 100m finale, og dermed også så de største stjerner som fx Lemaître helt tæt på. Vi drog hjemad mod hostelet ved 23-tiden, så vi kunne lige nå at få 8 timers søvn. 

Ud over Steve Cram holdt Ioana Mucenic og Gabi Szabo oplæg om deres organisation ”Sport for Life”, som i korte træk går ud på at introducere børn til alle sportsgrene bl.a. vha. kendte sportsfolk, der er aktive med børnene. De fleste af foredragene blev gennemgået i nogle workshops, hvor der blev arbejdet med alt lige fra lederskab og struktureringen af projekter til udvikling af fællesskab gennem sport. 

Vi arbejdede desuden også med struktureringen og udviklingen af en hjemmeside, der skal fungere som et link mellem atleter fra hele Europa. Idéen er, at man via siden kan sparre med hinanden og give og modtage inputs og inspiration fra andre, der måske har lavet et projekt lignende det man selv arbejder med. 

Den sidste officielle aktivitet om torsdagen var en præsentation alle lande skulle have forberedt hjemmefra om et eller andet, der gjorde atletik i deres land specielt. Vi valgte motionsløb, fordi der ikke er andre atletikforbund, der udnytter den økonomiske og reklamemæssige kilde et motionsløb kan være for en atletikklub.  

Efter dette var der en lille afslutningsceremoni, og vi fik lov endnu engang at drage mod stadion. Om aftenen var en afskedsfest for alle deltagere af forummet, og så gik turen ellers hjemad mod vore egne lande næste formiddag. 

Hermed var det slut på fem super sociale, lærerige og inspirerende dage med ledelsesmæssig udvikling, atletik på højt plan og mangel på søvn, ordentlig kost og træning. Vi glæder os til at virkeliggøre vores idéer fra konfrerencen!

© Copyright Dansk Atletik Forbund