Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 09-25 Berlin Marathon: Kleis jagter hurtig tid
Berlin Marathon: Kleis jagter hurtig tid
25. september 2010 · Jeppe Weinreich
Mikkel Kleis er i sit livs form før søndagens Berlin Marathon, der vanen tro har tiltrukket tusindvis af danske motionister.
Med banesæsonen syngende på sidste vers er tiden kommet til den store sæson for maratonløb. Sidste weekend kunne H.C. Andersen Marathon i Odense notere sig for den hurtigste vindertid på dansk grund nogensinde, da kenyaneren Raymond Kiplagat Kandie vandt i 2:10,42 timer. I morgen søndag er det så blevet tid til et af de allerstørste maratonløb overhovedet – det 37. Berlin Marathon, der traditionen tro har lokket tusindvis af danske motionister og eliteløbere til den tyske hovedstad.
Mikkel Kleis går efter en hurtig tid
Mens Jesper Faurschou (Herning LK) har valgt at løbe i Frankfurt om først fem uger, går Mikkel Kleis (AGF) efter en hurtig tid i Berlin. I fjor debuterede den 30-årige århusianer med en 21. plads i udmærkede 2:21,49 timer, og med tanke på den indtil videre vellykkede sæson, der har resulteret i sejre ved bl.a. Copenhagen Marathon såvel som DM 10000 meter, er det ikke utænkeligt, at Kleis har endnu en flot præstation gemt i ærmet.
Maria Sig ’snuser’ kun til den fulde distance
En anden AGF’er, Maria Sig Møller, stiller også op i Berlin, men nogen rigtig debut bliver der ikke tale om. Hun vandt sidste weekend halvmaraton-distancen i Odense i 1:18,12 timer; søndag er planen imidlertid blot at løbe de første 10 km for ligesom at indsnuse atmosfæren, indtil det endelige skridt op på de 42,195 km bliver taget. Marias 2010-sæson kan ikke siges at have været vellykket, og efter skuffelsen ved EM i Barcelona med efterfølgende småskader og manglende motivation kan oplevelsen i Berlin sikkert indgyde hende det sidste.
Den bedst placerede danske kvinde i Berlin sidste år, Anne-Sofie Pade Hansen (Sparta), figurerer ikke på den omfattende startliste.