Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 10-13 Festus hyldet som et forbillede
Festus hyldet som et forbillede
13. oktober 2010 · Jeppe Weinreich
Den ghanesiskfødte sprinter modtog lørdag Integrationsprisen 2010 i Skive Kommune.
Skive AMs store sprintertalent, den 19-årige Festus Asante, modtog lørdag hæder i sin hjemby for sine præstationer på løbebanerne, da foreningen ”Kultur på Tværs” overrakte ham årets integrationspris.
Den ghanesiskfødte Festus kom først til Danmark for seks år siden, men har på rekordtid skabt sig et navn i danske atletikkredse. Trods flere skadespauser lykkedes det ham i juni i Odense at presse sin PR på 100 meter ned til 10,76 sekunder, hvilket placerer ham som nummer fire på årets rangliste.
Et forbillede for andre flygtninge
”Kultur på Tværs” er en multietnisk forening af danskere og flygtninge/indvandrere i Skive Kommune, der arbejder på at skabe kontakt mellem befolkningsgrupperne og derigennem fremme flygtninge og indvandreres integration i samfundet. Nøgleordene i arbejdet er respekt, forståelse, tillid, fællesskab og tolerance.
Integrationsprisen – som blev uddelt for 10. gang - gives til en forening eller person, som har været part i en vellykket integrationsproces. I den forbindelse blev Festus i hyldesttalen fremhævet som et forbillede for andre flygtninge. Med hæderen fulgte desuden en check på 1.000 kr.