Loading...

Nyheder 2010

Puma CL - 1. runde: Fuld gevinst til Århus

31. oktober 2010 · Jeppe Weinreich

Munkholm og Sig Møller var aldeles suveræne ved åbningen af årets Vinterturnering i Roskilde.

Mens åbningen af årets Puma Complete Running i Roskilde vejrmæssigt ikke kunne leve op til dets andet navn ’Vinterturneringen’, var der lørdag ingen slinger i valsen for de to forhåndsfavoritter, Morten Munkholm (Århus 1900) og Maria SigMunkholm PCC2010 GudmandashxMøller (AGF).

Munkholm løb til at starte med ganske afventende, og først da tre af de i alt fem omgange på den bløde, kuperede græsrute var rundet, sagde den regerende mester farvel til sine to konkurrenter, Jesper Faurschou (Herning LK) og Morten Fransen (Århus 1900). Før den sidste omgang var forspringet ned til Faurschou udbygget til 12 sekunder, og selvom Munkholm godt 200 meter før mål måtte en tur ned og bide i græsset, var han hurtigt oppe på benene igen og kunne vinde med 19 sekunder ned til Jesper Faurschou, der igen havde en afstand på 25 sekunder ned til nr. 3, den 22-årige Morten Fransen (Århus 1900), som igen gjorde en god figur. Med tre af Fransens klubkammerater på de følgende tre pladser sikrede Århus 1900 sig en knusende suveræn sejr foran et stærkt afbudsramt Sparta-hold.

En fantastisk rute
”Det var virkelig en fantastisk rute, god og spændende,” lød det fra Morten Munkholm lige efter at være kommet i mål. ”Det var dejligt vejr, og jeg løb med overskud. Jeg kan ikke sige, om jeg er i bedre form end i fjor på samme tidspunkt. Det er også lige meget. Det vigtigste er, at træningen kører godt.”

Årets store mål for Munkholm bliver EM Cross i december i Spanien, hvor han håber på at kunne forbedre sin 32. plads fra i fjor og havne i Top 30. VM Cross i Polen i slutningen af marts hedder et andet af pejlemærkerne. Til gengæld skal man ikke forvente at se ham løbe 1500 meter indendørs ved EM Paris, selvom han med sin tid fra i sommer allerede er kvalificeret på distancen.

”Fokus er egentlig ikke på den samlede sejr i turneringen, men eftersom jeg da også går efter DM titlerne på både 10 km landevej og cross, ligger det alligevel lige for. Og Kongepokalen, ja den vil jeg da gerne have,” siger Munkholm med henvisning til DM Lang Cross, hvor Jakob Hannibal (Sparta) i fjor overraskende løb med den historiske pokal.

Nyskabelse i næste rundeMariasig PCC2010 Gudmandashx
Om tre uger finder der ved 2. runde i Århus en nyskabelse sted i form af stafetløb, hvor løberne skal ud på flere ture.

”Jeg ved endnu ikke, om jeg stiller op. Jeg er ikke så glad for intervallerne, men min klub ser jo nok gerne, at jeg løber,” siger Munkholm om næste runde, der igen vil være flyttet frem til en søndag.

Suveræne Sig
Hvis sejren hos mændene var som forventet, så var det i udpræget grad tilfældet hos kvinderne, hvor Maria Sig Møller (AGF) på den 8 km lange rute formåede at opbygge et forspring på mere end to minutter ned til en anden AGF’er, Maja Alm. Maria – der ikke stillede op i nok runder i fjor til at vinde samlet – skabte sig hurtigt et forspring, der for hver runde blev udbygget. Størst spænding var der i kampen om tredjepladsen, hvor Simone Glad (Odense Atletik) var lige ved at overrumple Anne-Sofie Pade Hansen (Sparta) bagfra. Pade Hansen – der næste weekend løber ved New York Marathon - formåede dog at svare igen og tage podiepladsen med mindst mulige margin.

Takket være Maria Sig Møllers store forspring formåede Århus-klubben også at vinde holdsejren, selvom Sparta fik deres tre løbere først i mål. Den samlede vinder fra i fjor, Sine Gasbjerg, stillede ikke til start.

Thijs Nijhuis sejrer hos juniorerne
Ved sidste weekends NM i Norge var Mads Tærsbøll (Korsør AM) hurtigste dansker blandt juniorerne. Lørdag i Roskilde måtte den talentfulde løber dog se sig klart besejret af den jævnaldrende Thijs Nijhuis, der med et forspring på 24 sekunder viste sig som den suverænt bedste på dagen og dermed var stærkt medvirkende til sin klub, Skive AMs holdsejr. Ind på tredjepladsen kom et helt nyt navn, den 17-årige Peter Glans fra Odense Atletik, der først debuterede på bane så sent som i august i år og nu blot var ti sekunder fra Tærsbøll på den 6 km lange rute.

Hos de kvindelige juniorer var der også tale om en jysk sejr, da Laura Lambæk fra Aalborg Øst Road Runners Club kom først i mål – dog blot seks sekunder foran et helt ubeskrevet navn, den kun 14-årige Karolina Nilsson fra Skive AM, der igen havde selvsamme seks sekunder ned til nr. 3, Josefine Rytter, som til gengæld kunne vinde med sit hold fra Bagsværd AC.

Resultater

Mænd – 10 km
1. Morten Munkholm, Århus 1900 31:08 min
2. Jesper Faurschou, Herning LK 31:27 minThijs PCC2010 Gudmandashx
3. Morten Fransen, Århus 1900 31:52 min

Hold
1. Århus 1900 2:40,42 timer
2. Sparta 2:52,05 timer
3. Blovstrød 2:56,39 timer


Kvinder – 8 km
1. Maria Sig Møller, AGF 28:05 min
2. Maja Alm, AGF 30:12 min
3. Anne-Sofie Pade Hansen, Sparta 30:29 min

Hold
1. AGF 1:29,45 timer
2. Sparta 1:32,02 timer
3. Sparta II 1:39,05 timer

Junior M – 6 km
1. Thijs Nijhuis, Skive AM 19:15 min
2. Mads Tærsbøll, Korsør AM 19:39 min
3. Peter Glans, Odense Atletik 19:49 min

HoldLaura Damkjaer PCC2010 Gudmandashx
1. Skive AM 1:01,38 timer

Junior K – 6 km
1. Laura Lambæk Knudsen, Aalborg Øst RRC 23:39 min
2. Karolina Nilsson, Skive AM 23:45 min
3. Josefine Rytter, Bagsværd AC 23:51 min

Hold
1. Bagsværd AC 1:14,08 timer

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund