Loading...

Nyheder 2010

VT 2. runde: Optakt

19. november 2010 · Jeppe Weinreich

Nyskabelse skydes af på søndag i Århus.

Som sædvanlig giver David Møller her på siden sit bud på, hvem han anser som favoritter til 2. runde af Puma Complete Running på søndag. Inden det når så vidt, bringer vi lige nogle informationer af praktisk karakter:

- Løbet er som tidligere annonceret udsat til kl. 12. Der bliver som noget nyt samlet start for både mænd og kvinder i alle aldersklasser. 

- Ikke hele ruten foregår på græs; områder med nogle sten forekommer også. Foretrækker man at løbe med pigsko, anbefales det at bruge de korte pigge - 6 mm – med mindre der falder en del regn op til løbet.

- Et motionsfelt med op mod 1000 deltagere (5 & 10 km) sendes af sted fra startområdet kl. 10.30. Det vil forhåbentlig skabe en god stemning omkring arrangementet, men eliteløbere bør også være opmærksomme på de mange løbere under deres opvarmning.

- Der henstilles til, at man ikke parkerer i startområdet – ved Århus 1900s klubhus eller ved cykelbanen – men i stedet benytter de store parkeringspladser foran Århus Stadion.

- For tilskuere og ventende stafetløbere vil det være muligt at følge stillingen og de hurtigste tider på en lystavle.

- En lille uretfærdighed i forbindelse med veteranernes individuelle konkurrence består i, at de veteraner som løber på seniorhold (5 løbere) vil have længere pauser end de, som løber på rene veteranhold (3 løbere).

- Der løbes med depeche.

 

Af David Møller

Opbakningen til søndagens cross-stafet, som er et nyt initiativ lavet af Richard Hjortebjerg og Niels Kim, er på rygteplan blevet mødt med en del skepsis. På den offentliggjorte startliste kan man dog se, at opbakningen om 2. runde og stafet ideen får en ganske pæn opbakning. Der er tilmeldt følgende hold: 22 senior- og 20 juniorhold hos mændene, mens der hos kvinderne stiller 27 hold – alle aldersgrupper inkluderet – til start. Dette vidner forhåbentligt om, at et initiativ som cross-stafetten kan have en lidt længere levetid end blot en enkelt sæson.

To dage er der til, at det virkelig går løs: Kampen om at blive det første hold, der i princippet kan kalde sig Danmarks stærkeste cross-stafethold a.k.a. ”De Fantastiske Fem” – uden at dette skal opfattes forkert.

Arrangørklub i stærk opstilling
Når dagen er omme, hvem står så som de kronede cross-stafet ”champs”. Det oplagte svar pt. må være, at arrangørklubben løber med sejren. Med tilgangen af flere gode løbere, må  Århus1900 være favorit til at nuppe sejren hos herrerne – Morten Munkholm, Andreas Bueno, Ulrik Heitmann, Morten Fransen og Johan Damkjær er et rigtig giftigt hold – alle løbere synes at være inde i en periode, hvor formen kun peger i én retning: opad. 

Det bliver derimod interessant følge, hvem der skal tage de to efterfølgende pladser. Flere bejler til anden- og tredjepladsen. KIF , AGF, Aalborg og Århus 1900s andethold virker for mig som de mest oplagte kandidater til at kæmpe med om podieplaceringerne. Det får vi at se på søndag.

AGF er favorit hos kvinderne
Hos kvinderne har jeg svært ved at se, hvem der umiddelbart skulle kunne true AGF. De eneste, der synes at presse AGF, må være nogle af holdene med den aspirerende ungdom. Således kunne Skive AM, Amager AC eller Bagsværd AC være de hold, der kunne presse AGF mest. Med hver deres hurtige talent på holdene: hhv. Nanna Bagger (sidste års danske mester på lang cross), Kathrine Reinholdt, og Josefine Rytter.

Individuelt 

Them vender tilbage
Spændende skal det nok blive. Det bliver nærmest en kamp mellem øst og vest, hvis man kigger på favoritterne til at tage de 4 hurtigste individuelle tider:

Spartas Henrik Them gør comeback efter en periode med skader og mindre motivation. Henrik melder at have trænet godt, og med en ny genfunden motivation for at træne, stiller han sig helt sikkert op som en af de første i køen i jagten på at give Morten Munkholm kamp til stregen.

Michael Schmidt fra KIF meldes også i god form, og vil sikkert være blandt nogle af de hurtigste individuelt. Det lader til, at Schmidt har fået lidt mere udholdenhed, så det bliver interessant at se, om cross-stafetten bliver konkurrencen, hvor Schmidt skal snyde de andre.

Andreas Bueno, der i skifteperioden - atletikkens transfervindue - lavede en Michael Laudrup (fra Barcelona til Real Madrid) og skiftede fra AGF til 1900, lader til at være kommet sig over sin skadesperiode og stiller for første gang op for sin nye klub. Interessant bliver det at se, om den tidligere NM sølvvinder på cross er kommet i så god form, at han ender på podiet individuelt.

Mathias Reedtz fra KIF har udråbt sig selv som seriøs kandidat til mesterskabstitlen på den korte cross. Allerede på søndag vil jeg mene, at Reedtz bør være i så fin form, at han der kan vise konkurrenterne, at truslerne om tage det danske mesterskab i kort cross ikke er helt tomme.

Morten Munkholm er en selvskreven favorit. Hans træning lader til at køre upåklageligt. Selvom det ikke virker til, at han laver så meget fart i øjeblikket, er han helt sikkert i form til at kæmpe med om den individuelle sejr.Munkholm PCC2010 GudmandashxMorten Fransen - den nyligt udtagne EM deltager i cross (U23) -  stiller helt sikkert op med en motivation, der er i top. Udtagelsen til EM og den fine seniordebut på landsholdet, hvor han brød igennem ved at blive anden bedste dansker til NM, har helt sikkert stivet selvtilliden godt af. Så mon ikke de to ting i sig selv har givet den unge Fransen lidt ekstra fart i skoene.

Kan nogen true Maria Sig? 
På kvindesiden er Maria Sig, selvfølgelig, fristes man til at sige, storfavorit. Dog vil jeg mene, at længden af pauserne under stafetten kunne bevirke, at hun bliver udfordret fra flere kanter. Og havde pigerne skullet stille med 5 aktive, som hos herrerne, tror jeg, at der ville have været flere seriøse udfordrere til den individuelle sejr.

Modstandere, der vil kunne presse Maria, tror jeg kunne være klubkammeraten Helle Svensson, der på de kortere distancer for mig at se nok besidder en lidt højere topfart en Maria. Spørgsmålet er næsten, om pauserne bliver for korte for en løber som Helle. Jeg kunne godt gå med en tro på, at Helles første tid, kan blive den hurtigste.

Af unge opkomlinge der kan blande sig i toppen, bør nævnes nogle af de østdanske løbere. Katrine Reinholdt fra Amager AC løb i sidste sæson 2:11.84 min på 800m, og viste dermed, at der absolut er fart i benene ved at være en af de få, der kunne udfordre Dagmar Fæster, der ellers dominerede 800m distancen sidste sæson. Ligeledes bør Josefine Rytter, der sluttede sæsonen flot af med ny PR på 800m distancen med 2:15.37 min, nævnes. Disse to piger burde, hvis formen er god, være nogle af dem med den allerhøjeste topfart hos pigerne. Om der er for lidt udholdenhed i forhold til, at der potentielt er tale om 6 x 1000m får vi at se på søndag.

Sidste års danske mester på den korte cross Nanna Bagger har desværre været plaget af skader sidste sæson. Dog nåede hun at deltage i Skive AMs E-cup for klubhold i slutningen af sæsonen. Om Nanna - ligesom Andreas Bueno - er så godt på vej tilbage fra sidste sæsons skader, at hun kan kæmpe med om podieplaceringerne, kan vi kun håbe på.

En interessant søndag bliver det i hvert fald.

Se ruten her

© Copyright Dansk Atletik Forbund