Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 12-05 Fantomtider af 14-årig
Fantomtider af 14-årig
05. december 2010 · Jeppe Weinreich
Annelouise V. Jensen sletter to ungdomsrekorder i Sverige.
Det skete ved Julklappsjakten i Friidrottens Hus i Göteborg, hvor Annelouise – der fyldte 14 i sidste måned – med tiden 25,23 sek. på 200 meter kappede hele 7/10 sek. af Sara Slott Petersens ungdomsrekord, der blev sat i samme hal for ni år siden.
60 meter - 7,80 sekunder
Under søndagens konkurrencer gentog Annelouise så bedriften, da hun vandt 60 meteren i imponerende 7,80 sek. – efter først at have sat PR i indledende med 7,87 sek. Det var en forbedring af Sille Søndergaards rekord fra 1997 med 0,06 sek.
Begge tider er desuden så gode, at de også kommer til at gælde i den 15-års klasse, som Annelouise Jensen efter årsskiftet vil høre til.
I de helt yngste klasser blev det igen bekræftet, at der er meget talent i dansk atletik for tiden. Selvom de danske deltagere var i mindretal, havnede atleter fra Herning GF, Sæby IK og idrætsefterskolen SINE øverst på podiet.
Næste weekend begynder indendørssæsonen herhjemme med mindre stævner i Ballerup, Århus (lørdag) og Hvidovre (søndag).
Julklappsjakten, Friidrottens Hus, Göteborg den 4.-5. december
Resultatliste