Loading...

Nyheder 2010

Mulbjerg tangerer dansk rekord - 14.71m

19. december 2010 · Jeppe Weinreich

Flot sæsonåbning af Trine Mulbjerg i Sparta Hallen.

Kuglestøderen Trine Mulbjerg (Århus 1900) fik den bedst tænkelige start på indendørssæsonen, da hun ved et lille kastestævne i Sparta Hallen på Østerbro i første forsøg tangerede den 30 år gamle danske rekord med et stød på 14.71 meter. Trinemulbjerggudmanddm2010ashxDen 20-årige kasters hidtil bedste resultat lød på de 14.61 meter, som hun opnåede i samme hal i februar. Et resultat, der som U23 rekord altså nu er forbedret. Den danske rekord udendørs tilhører Christina Scherwin, som i Californien i 2006 nåede ud på 15.24 meter.

I sommer kunne Trine - der trænes af amerikaneren Simon Stewart - ikke helt leve op til niveauet fra indendørssæsonen, men fik dog afsluttet flot med en sølvmedalje (14.17m) – blot 2 cm fra guldet - ved NM U23 i september. Det store mesterskab for Trine i 2011 bliver EM U23, der afvikles i tjekkiske Ostrava i juli måned. Her har hun allerede indfriet kvalifikationskravet på 14.50 meter.

Nick Petersen - 17.85 meter
Ved lørdagens stævne kunne Nick Petersen – der for nylig skiftede fra KIF til Sparta – ikke helt leve op til den indendørs PR, han satte sidste weekend i Århus med 18.45 meter (resultatliste foreligger stadig ikke). Nu blev det til 17.85 meter. 

Rygtet lød også, at Kim Christensen ville åbne sæsonen i Sparta Hallen. Den 26-årige spartaner - der nu bor og træner i Växjö – meldes i god form, men støder formentlig først ved et stævne på Island den 15. januar.

© Copyright Dansk Atletik Forbund