Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2010 > 12-29 Dødsfald: Vivi Markussen 1939-2010
Dødsfald: Vivi Markussen 1939-2010
29. december 2010 · Jeppe Weinreich
Den unikke atlet satte sit præg på dansk sprint gennem fire årtier.
Kort før jul mistede dansk atletik et af sine største navne gennem tiderne, sprinteren Vivi Markussen.
Vivi, der blev 71, satte sit præg på løbebanerne gennem fire årtier - med OL i Rom 1960 som karrierens højdepunkt. Dér på Stadio Olimpico lykkedes det den 20-årige Aalborg-pige med en tredjeplads at gå videre fra det indledende heat. Med en 6. plads i det sidste af fire kvartfinaleheat samme dag sluttede OL imidlertid for Vivi Markussens vedkommende. Siden dengang – den 1. september 1960 – har dansk atletik i olympisk sammenhæng ikke været repræsenteret på kvindernes 100 meter.
Vivi Markussen vandt allerede som 16-årig sin første DM-titel, da hun som medlem af Aalborg FF vandt dobbelt på 100 og 200 meter på Århus Stadion i 1956. De kommende år var hun den ubestridte sprinterdronning med i alt seks titler på 100 meter - den sidste i 1964. En dominans, der også resulterede i deltagelse på de to distancer ved EM i Stockholm 1958.
Rekordsætteren
Rekordlisterne var naturligt nok et sted, hvor Vivi Markussen ligeledes kunne sætte sit præg. I Helsingør brød hun den 5. juli 1959 som den første danske kvinde de 12 sekunder på 100 meter, ligesom hun året efter på Bislett Stadion i Oslo med 24,9 på 200 meter kunne sprænge endnu en grænse.
Efter årene i Aalborg FF og IF Kammeraterne Aalborg fulgte en enkelt sæson i Hvidovre IF, inden hun sluttede karrieren i Frederiksberg IF – troede man. I slutningen af 70’erne dukkede hun nemlig igen op - denne gang for Trongården IF – med hvem hun ved DM på Glostrup Stadion i 1980 satte en sidste dansk rekord som sidste tur på klubbens 4x100 meter hold – 47,04 sekunder. Da var hun fyldt 40. Året forinden var det såmænd blevet til to sølvmedaljer på favoritdistancerne ved veteran-VM i Hannover.
Vivi Markussen døde den 22. december. Bisættelsen finder sted fra Lyngby Kirke den 30. december kl. 13.00.