Loading...

Nyheder 2010

Sidste Chancen 2010: To nye ungdomsrekorder

31. december 2010 · Jeppe Weinreich

Årets sidste stævne gav fine løfter om den kommende vintersæson.

Vanen tro kunne der ved årets sidste stævne i Marselisborghallen (30/12) noteres et par nye ungdomsrekorder. På glædelig vis blev det også understreget, hvor hurtigt udviklingen går i de yngste aldersklasser. For fleres vedkommende blev de personlige rekorder - sat i starten af året - forbedret med både halve og hele sekunder, hvilket ikke er lidt på så kort en distance som 60 meter; ligeså lykkedes det flere atleter at klare kravet til DAF’s Talentudvikling. 

14-årige Annelouise V. Jensen (SAK77) imponerede igen med 6,67 sekunder på 50 meter distancen, hvilket er ny årgangsrekord og blot 0,04 sek. fra den otte år gamle junior- og U23-rekord. På samme distance med hække lykkedes det en anden Silkeborg-pige, 17-årige Louise Biede, at forbedre juniorrekorden – endda klækkeligt – da hun blev noteret for 7,66 sek. Den jævnaldrende Jens Agger (Vejle IF) var med ny PR 8,34 sek. på 60 meter hæk blot én hundrededel af et sekund fra den hurtigste tid i klassen i år. 

Hos seniorerne fik Trine Mulbjerg (Århus 1900) i kuglestød noteret 14.25 meter – 46 cm fra den danske rekord, hun tangerede tidligere på måneden – mens hendes klubkammerat, den para-olympiske mester i kuglestød Jackie Christiansen, var få cm fra sin egen verdensrekord i klassen med 17.71 meter (6 kg). 

Nyt kuglestødstalent 
I skikkelse af Christoffer Mikkelsen (Rdrs. Freja) er det seneste kuglestødstalent dukket op. Med 15.63 meter (5kg) kom den 16-årige rotationsstøder – der havde sin første konkurrence for bare 12 måneder siden - over talentudviklingskravet for første gang og har nu forbedret sig med 1.29 meter siden juli måned. Kravet til sommerens europæiske Ungdoms-OL i Tyrkiet lyder på 16.50 meter. 

Sidste Chancen, Århus den 30. december 2010 

© Copyright Dansk Atletik Forbund