Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 01-11 Aktivstafetten 2011
Aktivstafetten 2011
11. januar 2011 · Maria Severin
Ønsker I at fylde stadion med masser af skolebørn og lade dem prøve kræfter med atletikken?
Hvad er Aktivstafetten?
Aktivstafetten er et arrangement for 4. og 5. klasser, hvor der løbes 30 x 200 m. Hvert hold består af en klasse, og alle elever skal løbe mindst en tur. Efter stafetten har børnene mulighed for at prøve andre atletikdiscipliner, som f.eks. hækkeløb og højdespring.
Aktivstafetten arrangeres af DAF i samarbejde med Aktiv rundt i Danmark (UC Syd) og atletikklubberne. Sidste år blev Aktivstafetten afviklet med stor succes i 5 kommuner. Det er en let mulighed for, at få en masse skolebørn ud på jeres stadion og give dem en god oplevelse med atletikken. Vi ønsker, at få udbredt stafetten, og vil høre om I vil være med til at afholde den i jeres kommune i 2011?
Aktivstafetten afholdes en formiddag (ca. to timer) i løbet af foråret, som I selv vælger.
Hvad kræver det af jer?
DAF og Aktiv rundt i Danmark står for reklame, rekruttering af klasser, kontakt til skolerne og lærerne samt diplomer, præmier, frugt og juice. Før Aktivstafetten afholdes, kommer en konsulent fra DAF til møde, hvor de praktiske detaljer aftales. På selve dagen vil konsulenten også være der og hjælpe til.
I skal:
Stille med tre til fire personer på dagen, hvor Aktivstafetten afholdes
Stå for opvarmningen
Stå for organiseringen og afvikling af stafetten samt de efterfølgende aktiviteter
Stille redskaber til rådighed
Kontakt Maria Severin på 43262306 eller maria@dansk@atletik.dk inden 1. marts, hvis I ønsker at få Aktivstafetten til jeres klub. Læs mere om kampagnen Aktiv rundt i Danmark på www.aktivrundti.dk
Vi håber at høre fra jer.
Med venlig hilsen
Dansk Atletik Forbund og Aktiv rundt i Danmark