Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 01-22 Fulde huse i Ballerup og Aarhus
Fulde huse i Ballerup og Aarhus
22. januar 2011 · Jeppe Weinreich
750 ungdomsatleter står klar til at dyste ved weekendens vest- og østdanske ungdomsmesterskaber.
Der bliver fuldt hus den kommende weekend, når Marselisborghallen i Aarhus og Ballerup Super Arena danner ramme om hhv. de Vest- og Østdanske Ungdomsmesterskaber.
De sidste par år har deltagerantallet været stigende, mens man i år har formået at holde niveauet. I øst er der 412 deltagere til start, mens man i vest kan mønstre 334 ungdomsatleter. Samlet udgør det mere end 1900 starter.
Traditionen tro er de 10/11-årige med på Sjælland, mens man i det jyske først starter fra 12/13 årsklassen, men så til gengæld har juniorerne med.
Janick Klausen springer søndag
Det sidstnævnte betyder så, at man får prominent deltagelse i skikkelse af Janick Klausen (Århus 1900), der stiller til start i både højde- og længdespring. Netop hjemvendt fra en succesfuld træningslejr i Sydafrika, og med tanke på hans seneste optræden i hallen, hvor det som bekendt blev til en ny dansk U23-rekord, kan søndagens højdespringskonkurrence meget vel blive et højdepunkt. Træner Thomas Cortebeeck fortæller dog, at Janick ved den seneste træning fik "låst" fodleddet. En fysioterapeut har efterfølgende fået det plads, og hvis der ikke opstår yderligere problemer, så springer han søndag. Planen ifølge træneren er dog først at springe rigtig højt ved næste weekends Pallas Spelen i Malmö.
I Ballerup kunne det blive de 16/17-årige pigers længdespring, der trækker mest opmærksomhed. De to Sparta-piger Martha Traoré og Laetitia Kim Bruun møder Helsingør IF’s May Zerzut, der sidste weekend var over kravet til det europæiske Ungdoms-OL. Et krav, som Martha Traoré allerede var over i sommer.
NCC-spelen i Malmö
Sølvvinderen fra sidste års ungdoms-OL, Stina Troest (Amager AC), åbner i Ballerup sæsonen på lørdagens 60 meter. Om søndagen figurerer hun på startlisten på 400 meter til det store NCC-Spelen i Malmö. Her er der flere af vores eliteaktive, der åbner deres sæson, bl.a. løber Andreas Bube (Bagsværd AC) 800 meter, mens Andreas Trajkovski (KIF) og Anders Møller (Sparta) er med i hhv. længde- og trespring.
Vest- og Østdanske Ungdomsmesterskaber 22.-23. januar
Århus
Ballerup – startlister