Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 01-23 NCC-spelen: Bube tilfreds med sin sæsondebut
NCC-spelen: Bube tilfreds med sin sæsondebut
23. januar 2011 · Jeppe Weinreich
Bube 1:52,16 - Ekelund-Arenander 48,64.
Andreas Bube (Bagsværd) åbnede søndag sin sæson med en andenplads på 800 meter i tiden 1:52,16 min. ved NCC-spelen i Malmö.
”Set i lyset af, at jeg kom hjem fra en meget hård træningslejr i Sydafrika torsdag, så er jeg rigtig tilfreds med resultatet,” sagde den 23-årige Bube efter løbet, hvor han måtte trække fra spidsen og til sidst se sig besejret med sølle 0,03s af den afrikanskfødte Malmö-løber Abdi Suleiman, der angiveligt har en PR på under 1:45 min.
Klækkelig PR til Ekelund-Arenander
På den halve distance satte Nick Ekelund-Arenander (KIF) en klækkelig inde-PR med tiden 48,64 sek., hvilket ligeledes indbragte en andenplads. Nicks store mål denne sæson er at klare kravet til EM U23 i Ostrava, hvilket kræver en tid på 47,30 sek.
I springøvelserne viste Anders Møller (Sparta) og Jessie Ipsen (KIF) fin stabilitet med 15.53 og 5.87 meter i hhv. tre- og længdespring.
Hurtigste dansker på 60 meter var Frederik Thomsen (Ballerup AK), der ligesom i Helsingør sidste weekend kunne besejre den jævnaldrende Andreas Trajkovski (KIF) i tangering af PR 7,03 sek.
NCC-spelen, Malmö 22.-23. januar