Nyheder 2011

Fra Mogens Weinreich har vi modtaget følgende mindeord:

Hvis ikke verdenskrigen havde udelukket gennemførelsen af De olympiske Lege i 1944, ville to danske atletikfolk have aspireret til pladser på sejrsskamlen. På det tidspunkt befandt såvel Niels Holst-Sørensen (400 og 800 meter) som Ole Dorph-Jensen (400 meter hæk) sig på toppen af deres karrierer og var at finde i den absolutte verdenselite.

Mens førstnævnte to år senere bekræftede sit format ved at blive europamester i Oslo, nåede Ole Dorph-Jensen sit idrætslige højdepunkt i 1943 i en legendarisk landskamp mod Sverige på Stockholms olympiske stadion. Her overgik det danske landshold sig selv og gav Europas på det tidspunkt førende atletiknation en fight, som er blevet stående i idrætshistorien. De danske præstationer i matchen den 28-29. august skal formodentlig ses i lyset af, at Danmark netop havde afbrudt den såkaldte samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Under alle omstændigheder inspirerede den Ole Dorph-Jensen til at give den svenske favorit - og senere EM-sølvvinder i 1946 - Sixten Larsson (1918-1995) kamp til stregen i en medrivende duel i 400 meter hæk og ved samme lejlighed sænke den danske rekord på 52.9, hvilket var den næstbedste tid i verden dette år. Der skulle forløbe 22 år, inden Jens Erik Nielsen fra Ben Hur forbedrede denne rekord. Som klubrekord i KIF står tiden den dag i dag. Hermed kulminerede den lyshårede KIF’er i sportslig henseende. Men afslutningen kom først, da han i olympiadeåret 1948 deltog i en landskamp mod Norge – men på den ”forkerte” distance - 110 meter.

Han nåede således ikke at deltage ved OL, men som stort talent var han inviteret med i den ungdomslejr, som fandt sted i forbindelse med legene i Berlin 1936.       

Markant skikkelse
Forleden døde Ole Dorph-Jensen i den betragtelige alder af 92 år. Hermed har dansk atletik mistet en markant skikkelse, der forenede idrætslige og menneskelige kvaliteter. Det sidste afspejlede sig gennem en omskiftende tilværelse med hyppige opbrud. Om denne form for rastløshed sagde han selv:

”Jeg bliver nok træt, når arbejdet bliver for rutinepræget. Hver periode har en begyndelse og en afslutning”.

Arbejdslivet blev indledt, da han som 15-årig kom i lære som tømrer, men måtte afbryde uddannelsen som følge af iskias. En lidelse, der ikke afholdt ham fra at blive en fremragende atletikmand og selvbygger af såvel et sommerhus på Mols som et spansk domicil ved Solkysten. Sidstnævnte projekt er et kapitel for sig. Hvert efterår blev bilen læsset med byggematerialer, inden turen gik sydpå. Mens hans svenskfødte hustru blandede cement, murede han huset op.

Med en læreruddannelse som ballast flyttede Ole Dorph-Jensen i 50’erne til Århus, hvor han i et halvt århundrede havde base i Risskov. Lærerjobbet fik en ende, da nye udfordringer meldte sig i form af et Danida-projekt i Peru. I første halvdel af 70’erne tilbragte han seks år i Amazonlandet som sløjdlærer for efterkommere af Inka-indianere, der afslørede større lydhørhed end de danske elever, han var brudt op fra.

Ud af anonymiteten 
Tilbage i Danmark påtog han sig forskellige jobs, inden han kunne gå på pension. Men den anonyme tilværelse blev bragt til ophør, da han for få år siden i professor Hans Bondes bog ”Fodbold med fjenden” omhandlende dansk idræt under den tyske besættelse blev tillagt nazistiske sympatier på et urigtigt grundlag. En udlægning, som Ole Dorph-Jensen sammen med andre ikke havde problemer med at tilbagevise, fordi Hans Bondes bog byggede på fejlagtige informationer.

Det atletikmæssige engagement blev fastholdt til det sidste. Så sent om i 2006 fulgte han intenst Århus Games fra tilskuerpladserne, men undslog sig for at overrække præmier.