Spartas kvindeløb fejrer 30-års jubilæum med manér
04. februar 2011 · Dorte Vibjerg, Sparta
Spartas Kvindeløb fejrer 30-års jubilæum med et brag af et 10 km løb "SPARTAS KVINDELØB 1981-2011" søndag den 19. juni 2011. Men optakten er allerede i gang med ny hjemmeside og udsendelse af årets invitation. Derudover skyder Sparta løbsåret 2011 i gang på Østerbro med Nike Marathontest 1 søndag den 6. februar kl. 9.30.
30 år er ingen alder, men når det drejer sig om det kvindeløb, som startede kvindeløbsbølgen i hele Europa, er det bestemt et jubilæum, som bør fejres. Og der bliver skruet op for udfordringerne, når Sparta og Nike inviterer til 30-års jubilæum søndag den 19. juni kl. 11:00, med et helt nyt koncept på Spartas Kvindeløb.
"Vi indleder løbsfesten allerede nu med en helt ny hjemmeside og udsendelse af årets indbydelse. Der skal løbes 10 km i Østerbros gader med en stor fælles start på Øster Allé. Derudover er Nike klar med et 10-ugers træningsprogram, så alle kan være med," fortæller administrerende direktør i Sparta Løb, Dorte Vibjerg og fortsætter:
"Vi vil gerne give kvinderne en helt unik oplevelse, og derfor slår vi i samarbejde med stylist Tini Owild, Stylewise, også dørene op til en Expotique kun for kvinder i Sparta Hallen i dagene op til løbet. Her kan deltagerne afhente deres startpakke og anvende den udleverede shoppingbag til gode tilbud og samplings fra de mange spændende udstillere. Så selvom løbet i år afvikles på en dag - så varer løbsfesten i hele tre dage."
Det koster kun 150 kr. at deltage i SPARTAS KVINDELØB 1981-2011. Udover en fantastisk 10 km løbeoplevelse får deltagerne både en lækker løbe T-shirt og strømper fra Nike samt top-service under løbet med: 5 km mellemtid, live resultatformidling, online diplom, sms-service, foto-service, fartholdere samt DJ og underholdning ved både start og mål.
Læs mere om Spartas Kvindeløbs 30-års jubilæum på www.spartaskvindelob.dk
Sæsonen sparkes i gang med Nike Marathontest 1
Allerede på søndag den 6. februar indleder Sparta den kommende løbssæson med Nike Marathontest 1, som byder på 10 km med start og mål ved Sparta Hallen på Gunnar Nu Hansens Plads - starten går kl. 9.30. Nike Marathontest 1 er første testløb ud af tre frem mod Nykredit Copenhagen Marathon søndag den 22. maj. Mere end 3.000 deltagere er allerede tilmeldt, og man kan stadigvæk nå at købe startnummer i Marathon Sports to butikker eller i Informationen på løbsdagen fra kl. 8.00.
Læs mere om Nike Marathontest 1 på www.sparta.dk.
Opgraderinger i 2011
Som noget nyt opgraderer Sparta resultatformidlingen i 2011 og giver fremover mellemtider for hver 5 km og live resultatformidling til alle Spartas individuelle løb. Derudover er Sparta klar med helt ny hjemmeside og tilmeldingsmodul i løbet af det kommende forår.