Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 02-07 Morten Jensen - 7.82 meter i Stuttgart
Morten Jensen - 7.82 meter i Stuttgart
07. februar 2011 · Jeppe Weinreich
Resultatet rakte til en 6. plads. U23-rekord til Martinsen. Nick Ekelund-Arenander forbedrer sig i Sverige til 48,15 sek. Iben Høgh-Pedersen 4.14 meter.
Med en notering på 7.82 meter var Morten Jensen (Sparta) fem cm fra sit danske årsbedste, da han ved lørdagens Sparkassen-Cup i Stuttgart tog 6. pladsen i en stærkt besat længdesprings-konkurrence. To springere – Luis Tsatoumas (GRE) og Kafétien Gomis (FRA) – formåede at komme over de magiske otte meter med hhv. 8.08 og 8.00 meter.
Det var en udmærket tilfreds Morten Jensen, der kunne konstatere, at formen er god.
”Formen er helt sikkert, hvor den skal være. Der er rigtig gode tendenser, men jeg mangler lige at ramme den. Jeg ser frem til de næste konkurrencer,” lød det fra længdespringeren, der overtrådte sine sidste tre forsøg.
7500 tilskuere sørgede for god stemning i hallen. Desværre for springerne var der indlagt et show i anledning af stævnets 25-års jubilæum, som skabte en længere pause mellem opvarmningen og selve konkurrencen, hvilket lagde en lille dæmper på deltagernes opladning.
Morten springer igen i Karlsruhe på søndag. Et stævne, som man kan følge på Eurosport.
Lovende løb af Sara Petersen
I Birmingham kunne Sara Slott Petersen (Århus 1900) notere sig for en udmærket 400 meter tid, da hun vandt sit heat i 55,01 sek. Ifølge landstræner Mikkel Larsen kostede det hende godt et halvt sekund, da konkurrenten foran ’gik død’, hvorefter Sara måtte bruge ekstra kræfter på at gå forbi hende. Under alle omstændigheder var der tale om en lovende præstation, og håbet om EM-deltagelse lever fortsat.
Lørdagens mest uheldige mand var Jacob Riis (Sparta), hvis bagage ikke dukkede op i lufthavnen. Han måtte derfor løbe 400 meter i Andreas Martinsens sko, der var tre numre for store. Det var baggrunden for den dårlige tid på 49,26 sek.
U23-rekord til Martinsen
Søndag tog Andreas så selv pigskoene på - og satte dansk U23-rekord på 60 meter hæk. Trods en decideret dårlig start kom den 20-årige hækkeløber op i fart mod slutningen og kunne krydse målet i 8,09 sek. - en forbedring af Erik S. Jensens rekord, sat i Rødovre i 1984, med 0,02 sek. Video fra løbet kan ses på Mikkel Larsens hjemmeside.
Martin Krabbe (AK Holstebro) er stadig ikke oppe i de omdrejninger, man så ham i i fjor. 6,87 sek. fik han noteret på 60 meteren i Birmingham, hvilket var samme tid som i London sidste weekend.
Nick Ekelund-Arenander imponerer igen
Mens Jacob Riis ikke fik nogen god 400 meter tid, så var det modsatte tilfældet for Nick Ekelund-Arenander (KIF), der ved Hammarbyspelen i svenske Sätra lørdag for tredje gang denne vinter forbedrede sig – nu til 48,15 sek.
Med resultatet er den 21-årige sprinter, der trænes af Christian Trajkovski, nu den femtehurtigste dansker gennem tiderne (Riis 47,04, Birk 47,38, Bendix 47,55 og Bube 47,95).
Iben Høgh-Pedersen klarer 4.14 meter
Et andet sted i Sverige – i Göteborg – var der også flere personlige rekorder. Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) satte i stangspring inde-PR med vinderresultatet 4.14 meter og kandiderer nu til EM-deltagelse. Med 3.84 meter satte junioren Line Renée Jensen (Skive AM) for anden gang denne vinter PR, og ligner i en nær fremtid den femte danske kvinde gennem tiderne over 4.00 meter.
Hos mændene sprang Mikkel M. Nielsen (Sparta) for anden gang denne vinter 5.00 meter. Derimod kom hans bror, Peder P. Nielsen (Århus 1900), ned på jorden i trespring med meget beskedne 15.31 meter - over én meter kortere end sidste weekend.
Resultatlister
Sparkassen-Cup, Stuttgart/DE 5. februar