Loading...

Nyheder 2011

Vintersprint: Jævne tider af Krabbe & Martinsen

23. februar 2011 · Jeppe Weinreich

Holstebro-atleterne var ikke oppe i gear. Årsbedste til Jon Yde Bentsen.

Onsdagens Vintersprint i Aarhus resulterede ikke i forbedringer for de hurtige Holstebro atleter, Martin Krabbe og Andreas Martinsen.

Førstnævnte, der ankom direkte fra Stockholm, måtte på 60 meter nøjes med 6,90 sek. – 0,11 sek. fra hans hurtigste i år – mens han i sæsonens første start på 50 meter fik noteret en tid på nogenlunde samme niveau: 5,90 sek.

Årsbedste til Jon Yde Bentsen
På 60 meter hæk kunne Andreas Martinsen ikke gentage sine tider fra DM i Skive, men sejrede trods alt i 8,15 sek. – 0,13 sek. fra den U23-rekord, han satte sidste weekend. I forhold til DM-finalen var tiderne på både 2. og 3. pladsen faktisk bedre, hvilket havde den årsag, at Jon Yde Bentsen (Aalborg AM) denne gang ikke tyvstartede. Nu formåede han at presse Martinsen godt, og blev i mål belønnet med tiden 8,23 sek., der bringer ham op som nr. 2 på årets rangliste. På 3. pladsen satte junioren Jens Agger (Vejle IF) – der ligeledes blev disket for tyvstart ved DM – PR på seniorhækkene med udmærkede 8,55 sek.

14 kvinder under 8,00 sek.
Sidste års danske ungdomsmester hos de 14-15 årige piger, Nikoline Daugaard (Århus 1900), har siden titlen stort set ikke kunnet træne sprint pga. skader. Onsdag viste hun imidlertid, at hun er på vej tilbage med ny PR 7,97 sek. Dermed blev hun den 14. danske kvinde denne sæson (inkl. december), der klemmer sig under de 8,00 sekunder. Sidste sæson var tallet 11, mens blot 7 formåede at gøre det i 2008-09. 

Vintersprint, Marselisborghallen, Aarhus den 23. februar

© Copyright Dansk Atletik Forbund