Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 02-27 Jump to Paris: Tvillinger stjal showet
Jump to Paris: Tvillinger stjal showet
27. februar 2011 · Jeppe Weinreich
Peder og Mikkel Nielsen var i hopla ved søndagens springstævne i Aarhus.
Arrangøren af det musikledsagede ”Jump to Paris” i Aarhus, Peder P. Nielsen (Århus 1900) var så ubeskeden at give sig selv en af hovedrollerne, da han i trespringskonkurrencen nåede ud på 16.37 meter. Med resultatet – blot 6 cm – fra sit bedste understregede den 22-årige atlet, at formen er, hvor den skal være med blot fem dage til EM i Paris.
Mikkel M. Nielsen 5.11m
Hans tvillingebror, Mikkel M. Nielsen (Sparta), satte ligeledes et flot punktum for stævnet, da han i stangspring kom over 5.11 meter i tredje forsøg. Det var en PR-forbedring på 6cm og samtidig én cm højere, end hvad Martin Stensvig (Sparta) – der følte sig sløj og måtte melde afbud – toppede sæsonens rangliste med. Herefter forsøgte Mikkel sig meget optimistisk – men uden held - to gange på B-kravet til EM - 5.30 meter.
Andreas Rønning 4.80m
Det 17-årige talent, Andreas Rønning (Ballerup AK), var i samme konkurrence særdeles godt springende, og forbedrede først sin PR til 4.70 meter, siden 4.80 meter.
Hos kvinderne blev tilskuerne vidne til tre attentater på ny norsk rekord (4.40m) ved Cathrine Larsåsen (Sparta). Det blev dog kun ved forsøget, og Larsåsen vandt nu med noteringen 4.30 meter. Med afbud fra Caroline Bonde Holm (Sparta) blev Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) bedste danske kvinde med et spring på 4.00 meter.
Morten Bonde 2.06m
Andre flotte personlige rekorder stod bronzevinderen fra DM, Morten Bonde (Aalborg AM), for, da han kom over både 2.04 og 2.06 meter.
Jessie Ipsen (KIF) var i kvindernes længdespring igen godt springende med resultatet 6.09 meter.
Resultatliste foreligger ikke endnu.
Se Mikkel M. Nielsens 5.11m-spring her