Loading...

Nyheder 2011

EM Paris (V): Debutant i dramatisk styrt

04. marts 2011 · Jeppe Weinreich

Andreas Martinsen var decideret uheldig i dagens debut.

PARIS – Det så ellers så godt ud for Andreas Martinsen i det indledende heat på 60 meter hæk. Nok var han – som ventet – den langsomste ude af startblokken, men allerede efter anden hæk begyndte han at hente ind på det tabte, og før sidste hæk lå han foran mindst en af konkurrenterne, da han ramte hækken, styrtede og nærmest rullede i mål i en ligegyldig tid.

”Jeg ved ikke, hvad der sker. Det er alt eller intet. Sådan er gamet. Også de allerbedste kan ryge ud, men det er virkelig bittert, at det skal ske,” sagde en forståeligt ærgerlig debutant, som med sikkerhed havde forbedret sin dansk U23-rekord på 8,02 sek., om ikke uheldet var sket. Således fik den næstsidste løber noteret 7,93 sek.

”Det positive som jeg kan tage med mig, er, at jeg kan mærke, at jeg henter ind på nogle. Jeg må bare øve mig mere på starten,” lød det fra den 20-årige Andreas Martinsen, der som en langsom starter har klart større potentiale på 110 meter hæk, og hvis ambitioner denne sommer rækker længere end til ”blot” at slette den danske rekord på distancen fra 1987.

Nick i positionskamp
En anden debutant, 22-årige Nick Ekelund-Arenander, kom virkelig i ilden under formiddagens indledende 400 meter heat. Den uerfarne løber kæmpede godt for sin sag, og lå til at gå ind som nr. 4, da løberne rundede første omgang. Den plads havde en anden løber dog udset sig, og Nick måtte bruge mange kræfter i positionskampen. Det kostede på opløbet, hvor han måtte se sig overhalet af den bagerste løber. Målet var en tid under 48,00 sek. Nu fik han noteret 48,54 sek. på en samlet 23. plads ud af 26 deltagere.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund