Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 03-05 EM Paris (VI): Janicks gennembrud - 2.27!
EM Paris (VI): Janicks gennembrud - 2.27!
05. marts 2011 · Jeppe Weinreich
Klausen i finalen med tangering af den 21 år gamle danske rekord. Og med hvilken overlegenhed...
Janick Klausen fortsatte fredag sin uhørte himmelfart, da han med tangering af den 21 år gamle danske rekord sprang sig i EM-finalen.
De 2.27 meter blev klaret på den mest overlegne måde. Forud var gået fejlfri forsøg på 2.12, 2.17 og 2.22 meter, og mens flere af Europas allerbedste havde problemer allerede her, viste Janick – vi gentager det gerne: stadig kun 17 år – at han er bedst, når det gælder.
Fuldstændig uimponeret af selskabet og de flotte rammer præsterede han karrierens bedste spring, da han fløj klart over 2.27 meter. Luften ned til overliggeren viste blot, at han på den rigtige dag også kan springe højere.
2.29 meter er målet i finalen
”Det var mit hidtil bedste spring; indtil videre - der er også en finale i morgen. Her håber jeg på at forbedre mig til 2.29 meter,” sagde Janick efter konkurrencen. Han vurderer, at en medalje vil kræve 2.31 meter i første forsøg.
Faktisk opstod der lidt forvirring, da konkurrencen var slut – eller da man troede, at den var slut. Otte springere havde nemlig klaret 2.27 meter, men finske Osku Torro havde efter to nedrivninger på 2.27 meter gemt et forsøg til 2.30 meter, og dermed gik konkurrencen videre. Torru rev dog ned, mens Janick følte sig så godt springende, at han lige skulle forsøge sig på 2.30 meter. Det blev til en nedrivning, men det var absolut et hæderligt forsøg.
Bedst når det gælder
Hele fire springere i årets europæiske top-10 formåede ikke at gøre, hvad Janick gjorde. Hvordan formår han at finde det bedste frem, når det endelig gælder?
”Jeg er bedst under pres. Det er ikke et pres, der kommer udefra, men et jeg lægger på mig selv,” forklarer den 177 cm høje springer, der med de 2.27 meter nu er blevet optaget i Stefan Holms uofficielle ”50 cm klub” – altså atleter, der formår at springe en halv meter over deres egen højde.
Foden smerter
”Det her er klart det resultatmæssige største for mig,” vurderer han, og udtrykker samtidig en smule bekymring over, at finalen allerede er lørdag. Foden smerter som vanlig efter en konkurrence, og derfor har han typisk mindst en uge imellem stævner. Nu skal den behandles med is. Sæsonen er alligevel slut i morgen, og det er ikke hver dag, at man står i en EM-finale. Spørgsmålet er, hvornår en 17-årig højdespringer overhovedet har stået i en EM-finale..