Loading...

Nyheder 2011

EM Paris (XII): Anders Møller nr. 6 i historisk finale

06. marts 2011 · Jeppe Weinreich

Den 33-årige trespringer viste med 16.72 meter atter, at han er bedst, når det gælder.

PARIS - Trespringer Anders Møller satte et flot punktum for den danske indsats ved EM-inde Paris, da han med 16.72 meter sluttede som nr. 6 i en trespringsfinale, som bød på hele to verdensrekorder. 

Før sit sidste spring var den 33-årige trespringer sikker på sin 6. plads. Med svenske Christian Olsson på 5. pladsen med 17.20 meter var yderligere avancement samtidig udelukket. Alligevel hev Anders Møller sit bedste spring i fem år frem og landede nu ude på 16.72 meter.

”Det var fedt at blive nummer seks. Mit sidste spring var ikke det bedste, hvis man skulle give stilkarakter. Jeg var ved at være brugt. Efter tredje runde kunne jeg mærke, at det strammede i benene. Risikoen for at noget sprang, var der,” sagde Anders Møller, efter karrierens klart bedste placering. Hans 12. plads fra VM i 2005 var hans hidtil bedste – og eneste internationale finale.

Billede 117AshxHan åbnede konkurrencen med et overtrådt forsøg. I anden runde røg han med 16.38 meter op på en 6. plads, som han beholdt hele konkurrencen. Tre cm blev der lagt til i 4. runde, inden han sluttede så flot af.

Udelukker ikke VM eller OL
Med de 16.72 meter er han nu blot 13 cm fra VM i Sydkorea til august. Han udelukker ikke, at han også kommer til at være med der.

”Jeg har små tvillinger derhjemme og et trænerjob for Morten Jensen, som jeg prioriterer højt. Døgnet har kun 24 timer. Men lad os se,” siger Anders Møller.

At kalde finalen for en af de bedste nogensinde er ingen overdrivelse. Først satte rumæneren Marian Oprea mesterskabsrekord med 17.62 meter. Den forbedrede italieneren Fabrizio Donato så i anden runde til 17.70, inden franske Teddy Tamgho med verdensrekorden 17.92 meter viste, hvem der er verdens bedste – ikke mindst, da han gentog samme længde senere i konkurrencen. Ingen af de tidligere guldspring i EM-indes historie havde altså ikke rakt til medalje i dag!

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund