Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 03-13 Mulbjerg forbedrer atter rekorden: 15.51m!
Mulbjerg forbedrer atter rekorden: 15.51m!
13. marts 2011 · Jeppe Weinreich
Vinterens femte rekord i hus for den stærke, fremadstormende Mulbjerg.
Trine Mulbjerg (Århus 1900) satte ved Word Indoor Throwing i Växjö et flot punktum for vintersæsonen, da hun for femte gang forbedrede den danske rekord, så den nu lyder på 15.51 meter.
Dermed har den 20-årige Århus 1900-atlet denne vinter forbedret den danske indendørsrekord – som før denne sæson lød på de 14.71 meter, som Birte Koefoed stødte i 1980 – med ikke mindre end 80 cm. Meget tyder altså på, at Christina Scherwins udendørsrekord fra 2006, som lyder på 15.24 meter, næppe overlever den kommende sæson, hvis højdepunkt for Trines vedkommende bliver EM-U23 i Ostrava i juli.
Kenneth Mertz klar til U23-EM
En anden kuglestøder, Kenneth Mertz (Sparta), kunne i Växjö kvalificere sig til samme mesterskab, da han satte en ny flot PR med 17.42 meter i seniorernes konkurrence.
Trine Mulbjergs rekordforbedringer:
14.71m 18. december Østerbro (tangering)
14.82m 12. februar Göteborg
15.09m 19. februar Skive
15.25m 26. februar Helsingør
15.51m 13. marts Växjö