Loading...

Nyheder 2011

Dødsfald

14. april 2011 · Jakob Larsen

En af atletikkens store ledere er død. Preben Madsen, KIF, blandt så meget andet tidligere formand for forbundets Rekord- & Statistik Udvalg, sov natten til onsdag stille ind i en alder af 85 år.

Preben var af mange kendt som en formidabel statistiker. Men Preben leverede også på en lang række andre områder en yderst kvalificeret indsats for dansk atletik.

Atletikken fyldte meget i Prebens liv. Hans far Peter Madsen var i en årrække formand for Dansk Atletik Forbund, i 1942 blev Preben historiens første danske ungdomsmester, da han ved de første danske ungdomsmesterskaber med 5,76 meter vandt de 15-16 årige drenges længdespring. Siden fulgte mange års ledergerning på forskellige niveauer i dansk atletik. Når vi i dag dvæler over diverse ranglister, sker det kun fordi Preben sammen med andre entusiaster startede de første danske ranglister.

Men Preben var så meget mere end alt dette. Preben var et menneske fuld af venlighed og imødekommenhed. Hans pligtopfyldelse var imponerende, hans arbejdskraft ligeså.

Dansk Atletik er blevet en stor leder fattigere.

Æret være Prebens Madsens minde.

Begravelsen finder sted tirsdag kl. 12.00 fra Nærum Kirke.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund