Loading...

Nyheder 2011

Jacob Simonsen forbedrer 30 år gammel rekord

24. april 2011 · Jeppe Weinreich

ABC High Class i Viby. Den unge AGF'er løber 15:01,08 minutter på 5000 meter. Janick Klausen fyrer en 100 meter af under 11 sekunder.

Danske ungdomsrekorder på mellem- og langdistance hører til sjældenhederne. De fleste af dem har adskillige år på bagen, men Sct. Hans Aften på Viby Stadion lykkedes det for Jacob Simonsen (AGF) at aflive 16-årsrekorden på 5000 meter, da han kom i mål i den flotte tid 15:01,08 min. – en forbedring med et lille sekund af den tidligere rekord sat på Østerbro for 30 år siden! Dermed understregede han, at formen er i top godt to uger inden, han skal løbe 3000 meter ved Ungdoms-VM.

Helt fremme i feltet var det en anden AGF’er, Michael Nielsen, der gjorde det flot, da han kappede mere end 5 sekunder af sin PR, som nu lyder 14:27,89 minutter. En tid, som denne sæson kun overgås af Jakob Hannibal (Sparta) og Jesper Faurschou (Herning LK).

Janick Klausen under 11 sekunder!
En mere eksplosiv type end langdistanceløberne, Janick Klausen (Aarhus 1900), viste igen sit unikke talent, da han tordnede i mål på 100 meteren i 10,99 sek.! Desværre var vinden med 2,2 m/s lige over det tilladte, men trods alt imponerende og en lille opmuntring efter skuffelsen i Serbien. Det var såmænd blot hans anden start på 100 meter; i 2009 løb han 11,85 sek.   

Vinden var til gengæld under det tilladte i det hurtigste heat, hvor trespringer Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) for første gang fik noteret en godkendt tid under 11 sekunder – 10,93 sek. (+1,1 m/s).

Unge 1500 meter-løbere imponerer
Ved stævnet, der var det første rigtige i godt 20 år på det nyrenoverede Viby Stadion, var der et væld af bemærkelsesværdige resultater i ungdomsklasserne.

Mens Jakob Hoffmann (Aarhus 1900) vandt 1500 meter i 3:57,10 min. – hans første start på bane siden DM-inde – imponerede 16-årige Anders Bruselius (Vejle) på tredjepladsen med 4:05,60 minutter. I B-heatet var der også nogle helt unge løbere, der gjorde det flot: Sebastian Ifversen (Aarhus 1900) og Michela Damm (Kolding KFUM) er blot født i 1998, men præsterede alligevel hhv. 4:46,16 og 4:56,35 minutter.

14-årige Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900) løb karrierens første 400 meter udendørs, og gjorde det flot i 59,14 sek.  

Godt 200 deltagere var til start ved ABC High Class.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund