Loading...

Nyheder 2011

North Sea Beach Marathon 2011: Oplevelsesløb med mange udenlandske løbere

19. maj 2011 · Henrik Lund Jensen

Det klassiske North Sea Beach Marathon afvikles for 12. gang den sidste søndag i juni. Denne gang med start i Hvide Sande og mål i Vejers.

Det kendte og attraktive løb langs den jyske vestkyst skydes i gang i Hvide Sande den 26. juni. Igen i år forventes der deltagelse fra en lang række nationer. 

- Dags dato er der tilmeldt 309 løbere fra 17 nationer, siger løbsleder Kirsten Onsberg. 

Tilmelding helt frem til start
Der er en frist for rettidig tilmelding til løbet lørdag den 6. juni. Det betyder, at der kommer et ekstra gebyr på efter denne dato: 
- Tilmelding kan ske online indtil den 16. juni, derefter kan det ske ved nummerudleveringsstedet  SeaWest  lørdag den 25. juni og også ude ved de enkelte startsteder på selve løbsdagen, siger Kirsten Onsberg. 
 
Smuk rute og god stemning
North Sea Beach Marathon 2011 afvikles traditionen tro langs den jyske vestkyst og omfatter foruden det klassiske maratonløb på 42,195 km, halvmaraton, 10 og 5 km og stavgang på alle distancer. Maratonløberne starter i år i Hvide Sande kl. 10.30, halvmaratonløberne i Nymindegab kl. 12.00, mens 5 og 10 km-løberne sendes af sted på en ud-hjem rute fra stranden i Vejers klokken 11.00 og 12.30. Der forventes mellem 1.500 - 2.000 løbere til start i år.
 
- På den fine og løbervenlige strand er der opløb og mål for deltagerne på alle distancer. "Vi kan endnu engang byde en meget smuk og helt speciel rute. På stranden i Vejers vil der være en række forskellige aktiviteter, og der bliver sørget for en super-god stemning langs den smukke rute hele dagen", siger Kirsten Onsberg.
 
North Sea Beach Marathon er en unik løbsevent, der arrangeres søndag den 26. juni af de tre foreninger Ringkøbing Atletik & Motion, Esbjerg Atletik & Motion og Hvide Sande KFUM´s Idræt i samarbejde med en række lokale partnere. 
Yderligere informationer på løbets hjemmeside www.beachmarathon.com.
 

© Copyright Dansk Atletik Forbund