En lille, stor stjerne besøgte Dansk Atletikforbund
23. maj 2011 · Patricia Wilson
Den Kenyanske maratonlegende Tegla Loroupe er nok for de fleste kendt for hendes lille størrelse og hendes store præstationer i forbindelse med maratonløb rundt omkring i hele verden. Torsdag inden st. Bededag besøgte hun Idrættens hus og Dansk Atletik Forbund for at få en snak om hendes løbekarriere og velgørenhedsarbejde.
Interviewer: Hvorfor er du i København i dag?
Tegla: Jeg er i København af to grunde. Den første er, at jeg skal løbe maraton på søndag her i København, som jeg glæder mig meget til, og den anden er, at jeg skal rundt og netværke.
Interviewer: Nu ved vi jo, du har rigtig gode resultater og har løbet en maraton på 2.20. Kan vi regne med, du slår den tid på søndag?
Tegla: Haha, arj. Jeg har ikke lyst til at sætte en tid på, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke regner med en god tid. Jeg løb Berlin maraton sidst, hvor jeg måtte følges med en, der løb på 3 timer- det var hårdt, for jeg er vant til at løbe på 2 og nogen, siger hun med et smil.
Interviewer: En tid på nogen og to timer-det må betyde, det må kræve en del træning?
Tegla: Ja, jeg træner ca. to gange om dagen og løber ca. 20-30 km/dagen. Nogen dage mindre selvfølgelig.
Interviewer: Nu nævnte du, du også er her, for at netværke, kan du fortælle mere om det?
Tegla: Ja. Jeg er ambassadør for ”sport for peace”, som er en organisation, der ønsker at bygge broer mellem folk ved hjælp af sport. Min tanke er, at alle kan lide at dyrke sport. Sport er med til at samle folk og giver én et smil på læben-selv de værste fjender kan blive fælles om sport.
Interviewer: Det lyder som et spændende projekt-held og lykke med det og god vind på søndag!
Note: Efter interviewet gennemførte Tegla Loroupe Nykredit Copenhagen Marathon, hvor hun kom ind på en flot tid på 2.46.33, som den anden hurtigste kvinde.