Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 05-25 FIF 100 år: Sensationen lurede
FIF 100 år: Sensationen lurede
25. maj 2011 · Jeppe Weinreich
Andreas Trajkovski førte mændenes længdespring efter fire runder, men måtte til sidst se sig besejret af både Sebastian Bayer og den endelige vinder Morten Jensen.
Sensationen lå og lurede, da hovedøvelsen ved FIF Hillerøds jubilæumsstævne nærmede sig sin afslutning. Da de mandlige længdespringere gik ind i næstsidste runde, var det nemlig hverken den tyske europarekordholder Sebastian Bayer eller lokalfavoritten Morten Jensen, der lå i spidsen. Nej, det gjorde såmænd 18-årige Andreas Trajkovski (KIF) med noteringen 7.56 meter – identisk med hans egen juniorrekord fra sidste sommer, dog med lidt for meget medvind.
Det kunne den nordiske rekordholder i sin første konkurrence efter triumfen ved EM i marts ikke have hængende på sig, så han satte opkomlingen på plads med 7.72 meter i femte runde, hvilket skulle blive dagens længste spring. Tyske Bayer – der ligesom Morten først åbnede sæsonen – fik i sidste forsøg hevet sig op på en andenplads med 7.62 meter.
Tilfreds træner
Et lille, men entusiastisk publikum - omkring 400-500 - fik skabt en god stemning på Hillerød Stadion, og Morten Jensens træner, Anders Møller, var da også udmærket tilfreds med sæsonåbningen.
”Vinden skiftede rigtig meget, og det var ret køligt til sidst, så 7.72 meter i det første stævne er godt nok,” sagde Anders Møller med henvisning til, at Morten Jensen åbnede indendørssæsonen med 7.69 meter – og den endte jo som bekendt meget godt. Morten Jensen springer allerede igen førstkommende weekend i Europa Cup'en for klubhold i Portugal.
Nej, det var snarere Andreas Trajkovski, der gjorde det forbløffende godt. Og faktisk var hans sidste - let overtrådte - forsøg ude omkring de 7.70 meter.
"Jeg havde slet ikke forventet at springe så langt i dag. Der var jo kun 10-11 grader varmt, så der er meget mere i mig," sagde en meget glad Trajkovski, der også modtog ros fra en noget forbløffet Sebastian Bayer.
Flot 800 meter
På mændenes 800 meter fik Andreas Bube (Bagsværd AC) en fornem sæsonstart, da han vandt 800 meteren i 1:50,00 min. foran Nick R. Jensen (Sparta), der på andenpladsen satte ny PR med 1:51,17 min.
Stangspringsduel endte uafgjort
Den imødesete duel i kvindernes stangspring blev så tæt som ventet. Svenske Malin Dahlström og Caroline Bonde Holm (Sparta) endte med at dele førstepladsen med 4.15 meter, efter at omspringning ikke havde ført til, at en vinder kunne findes.
Ny PR til Kalisz
Blot to dage efter på Østerbro at have sat personlig rekord på 200 meter med 21,81 sek. kunne Mike Kalisz (Sparta) gentage præstationen, denne gang på den halve distance, da han vandt 100 meteren i 10,84 sek. foran klubkammeraten Jesper Simonsen (Sparta), der lige akkurat kom ind som toer i 10,93 sek. Den unge Frederik Thomsen (Ballerup AK) kom på tredjepladsen under de 11 sekunder første gang med tiden 10,94 sek.
(Morten Jensen, Andreas Trajkovski og Sebastian Bayer. foto: Kim Gudmand)