Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 05-28 Andreas Martinsen løber 14,24 sek. i Genève
Andreas Martinsen løber 14,24 sek. i Genève
28. maj 2011 · Jeppe Weinreich
Tre danskere var i aktion ved lørdagens EAP-stævne i Genève.
Andreas Martinsen (AK Holstebro) kunne ved lørdagens EAP-stævne i Genève skære 0,12 sek. af sit årsbedste på 110 meter hæk med tiden 14,24 sek. – efter 14,29 sek. i indledende. Et udmærket resultat, men stadig et stykke fra den slags tider, han jagter.
”Andreas ramte ikke lige niveauet i dag,” lyder det fra hans træner Mikkel Larsen, der til gengæld var meget tilfreds med Jon Yde Bentsens (Aalborg AM) præstation i samme disciplin. Med 14,42 sek. var Bentsen – der efter en operation har været sat stærkt tilbage – blot 0,05 sek. fra den PR han satte i 2009 ved samme stævne.
Tredje dansker i aktion i Schweiz var Stina Troest (Amager AC), der trods den utaknemmelige bane 8 på 400 meter hæk fik noteret den udmærkede tid 59,93 sek. - et godt sekund fra den PR, hun satte ved Ungdoms-OL i Singapore. Dermed er der lagt op til en spændende kamp om landsholdspladsen, når hun næste weekend møder den danske rekordholder på distancen, Sara Slott Petersen (Aarhus 1900).