Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 05-31 Sofie Albrechtsen klarer Ungdoms-VM-krav
Sofie Albrechtsen klarer Ungdoms-VM-krav
31. maj 2011 · Jeppe Weinreich
Den 16-årige Esbjerg-atlet satte i Greve ny PR med 4555 point. Hos seniorerne forbedrede Mathias Andersen (Aarhus 1900) sig igen.
Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) og Mathias Andersen (Aarhus 1900) stod for weekendens bedste præstationer, da Greve Atletik var vært for Øst/Vest mesterskaberne i mangekamp. Begge satte personlig rekord og klarede samtidig kravet til hhv. Ungdoms-VM og E-Cup.
I 16-17 års klassen var Sofie Albrechtsen suveræn, og fik bl.a. med et meget flot højdespring på 1.69 meter en ny personlig rekord i syvkampen med hjem, som nu lyder på 4555 point – 45 point over kravet til Ungdoms-VM i juli måned, hvor dansk atletik meget vel kommer til at stille med det største hold nogensinde. Som årgang 95’er er den høje atlet også næste år at finde i samme aldersklasse.
Mathias Andersen fortsætter sin fremgang
Hos seniorerne kunne Mathias Andersen (Aarhus 1900) fortsætte sin store fremgang, der allerede i vinter resulterede i en bronze ved DM-inde. Den tidligere AK Holstebro-atlet lagde næsten 200 point oveni sin PR fra sidste år. Mest bemærkelsesværdigt var noteringen i spydkast, hvor han i tredje forsøg kastede 56.66 meter – PR med næsten 4 meter! 6468 point lyder den nye PR i tikampen på, og det er 68 point over kravet til E-Cup’en for hold, som finder sted på Madeira den første weekend i juli.
Dagmar tæt på PR i England
Én der for længst er kvalificeret til Ungdoms-VM, Dagmar F. Olsen (Allerød AM), var i Manchester lørdag meget tæt på den PR, hun satte på 800 meter i Hillerød onsdag. Med en 2. plads i C-heatet i British Milers Classic i tiden 2:09,22 min. manglede det 16-årige talent blot 0,74 sek. i en ny forbedring. Næste stævne i serien bliver i Watford lørdag den 11. juni, hvor flere danskere forventes at starte.
Resultater
Greve – mangekamp Øst/Vest 28.-29. maj
BMC, Manchester 28. maj