Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 06-02 Fokus: Anders Møller vs. Peder P.Nielsen
Fokus: Anders Møller vs. Peder P.Nielsen
02. juni 2011 · Jeppe Weinreich
Aldrig har det været så svært at komme på landsholdet i trespring. Hvem tager pladsen i år?
De ligger suverænt i spidsen på alle tiders rangliste, trespringerne Anders Møller (Sparta) og Peder P.Nielsen (Aarhus 1900). Målt på konkrete længder er det altså historiens to bedste danske trespringere, der på Østerbro Stadion lørdag skal kæmpe om den enlige landsholdsplads. Og at det samtidig er Sparta mod Aarhus 1900, tilfører duellen et ekstra pift.
Med 16.50w meter sidste weekend i Portugal sendte 33-årige Anders Møller et signal om, at det ikke bliver let at tage landsholdspladsen fra ham. Ved deres seneste møde – ved DT indledende på Østerbro – var det imidlertid Peder P. Nielsen, der trak det længste strå.
Peder P. Nielsen har lige været i Formia (ITA) for at finpudse formen, og meldingerne lyder, at den aldrig har været bedre. Med den fine vejrprognose for lørdag er der meget, der tyder på, at vi har nogle lange spring i sigte. Sikkert er det, at det aldrig har været så svært at komme på landsholdet i mændenes trespring.
Ved landsholdsudtagelsen i fjor sejrede Anders Møller med 15.98 meter mod Peder P. Nielsens 15.88 meter.
Trespringskonkurrencen er programsat til lørdag kl. 13.00 og har også tre stærke svenskere med i startfeltet.
De seneste 10 opgør mellem Anders Møller og Peder P. Nielsen
14/05-2011 Østerbro 15.72 / 15.78 (Nielsen)
03/03-2011 Paris 16.67 / 15.97 (Møller)
19/02-2011 Skive 16.69 / 16.22 (Møller)
15/02-2011 Østerbro 15.92 / 15.93 (Nielsen)
29/01-2011 Malmö 16.27 / 16.43 (Nielsen)
11/09-2010 Østerbro 15.67 / 15.61 (Møller)
10/08-2010 Göteborg 16.15 / 15.94 (Møller)
07/08-2010 Odense 16.38 / 16.04 (Møller)
18/07-2010 Østerbro 15.95 / 15.80 (Møller)
02/07-2010 Göteborg 15.62 / 15.79 (Nielsen)
Anders Møller – Peder P. Nielsen: 6-4
FOTO: Peder P. Nielsen ved DT 1. runde 2011 på Østerbro (foto: Kim Gudmand) & Anders Møller ved DM-inde 2011 (foto: Gunnar Sørensen).