Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 06-13 DM Hold: Hvidovre og AGF var de store vindere
DM Hold: Hvidovre og AGF var de store vindere
13. juni 2011 · Jeppe Weinreich
De otte holdmestre er nu fundet efter weekendens DM Hold i weekenden. To klubber tog halvdelen af titlerne.
Normalt står der Sparta på det meste, men ved weekendens DM Hold var det Hvidovre AM og AGF, der gjorde det bedst. De to klubber kunne nemlig hver drage hjem fra Odense med guld i to af de otte klasser.
For førstnævnte klub holdt det ellers hårdt; efter at herrernes 4x100 meter stafethold ikke var kommet i mål, så man sig nødsaget til at stille med et andethold i det næste heat, hvilket betød, at klubbens 50-årige spydkaster Rene Nybo nu blev udstyret med en depeche i hånden. Holdet kom i mål i en ikke prangende tid, men de vigtige point blev indhøstet, og den sjællandske klub kunne tage det første mesterskab hjem i herrernes sprint.
Samme historie var tilfældet hos kvinderne, hvor Aarhus 1900’s førstehold blev diskvalificeret. Det betød, at vinderen af kuglestød (14.36 meter), Trine Mulbjerg, måtte ud at løbe en tur i det andet heat, hvor hun så på sidsteturen kunne løbe aarhusianernes holdguld hjem – sikret med mindst mulige margin ned til Sparta.
På mellem- og langdistance viste AGF sig som den klart bedste klub med guld hos både mænd og kvinder, mens Sparta var mere beskedne ved at nøjes med et mesterskab – i kvindernes spring.
Laugesen viser landskampsform
Christian Laugesen (Sparta) understregede sin position som landets bedste på den lange hæk, da han uden at blive presset vandt i 52,58 sek. – 0,12 sek. fra hans personlige rekord. En PR, der meget vel kunne ryge i landskampen næste weekend, hvor han må forventes at få langt stærkere modstand.
Stort set alle sprintløb var desværre præget af modvind. Det betød, at Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) i en af sine sjældne starter på 200 meter var et pænt stykke fra sit bedste, men alligevel let kunne sikre førstepladsen til sin klub.
Sofie Albrechtsen 1.71 meter
Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM), der allerede er kvalificeret til Ungdoms-VM i syvkamp, satte en ny flot PR, da hun vandt højdespring med 1.71 meter. Dermed er der hård kamp om den enlige plads ved Ungdoms-OL i disciplinen, idet den jævnaldrende Sandra B. Christensen (Amager AC) sidste weekend også var over kravet med de 1.70 meter, som hun sikrede sig landsholdspladsen med. Det kan vist kaldes et positivt problem i en disciplin, der har været nede i en bølgedal i mange sæsoner. Kravet til Ungdoms-VM – hvor der som bekendt kan være mere end én med - er imidlertid så højt som 1.75 meter.
Stabile Simone Glad
På kvindernes 3000 meter forhindring var den lokale Simone Glad (OA/OGF) blot 0,24 sek. fra sin personlige rekord, da hun suverænt vandt i 10:33,89 min. Dermed ligger hendes fire bedste tider i år indenfor fire sekunder. Kravet til EM U-23 lyder imidlertid på 10:25 min. På andenpladsen kunne AGF’s Maja Alm sætte PR med 11:17,69 min. – en tid, der i den relativt nye disciplin placerer hende som nr. 6 på alle tiders rangliste.
Dansk årsbedste i spydkast
Kvinderne fra Hvidovre AM vandt ikke helt uventet kastedisciplinerne. I spydkast var der nyt dansk årsbedste til klubbens Maria L. Jensen, der fik spyddet ud på 46.47 meter, mens en anden Hvidovre-kaster, Maria Sløk Hansen, besejrede Aarhus 1900’s norske islæt, Hilde Nordtveit, med 44.53 meter mod 44.33 meter.
Skive AM vandt herrernes spring, og det var Andreas Jeppesen stærkt medvirkende til med to sejre i højde og længde med hhv. 2.01 og 7.04 meter. I højdespring lykkedes det for første gang Morten Bonde (Aalborg AM) at komme over de 2 meter udendørs, da han tog andenpladsen med samme resultat som Jeppesen.
Den allerede VM-udtagne Jesper Faurschou (Herning LK) viste på 5000 meter, at farten ikke fejler noget i forhold til en maraton, da han vandt i 14:27,45 min.
Én, der havde travlt søndag, var Katrine Reinholdt (Amager AC). Efter at have klaret kravet til Ungdoms-VM på 800 meter lørdag i Göteborg blev det i Odense til sejre på både 800 og 1500 meter, mens hun også lige fik løbet en tur på sin klubs 4x800 meter stafethold.
DM Hold – kommet for at blive
Ellers var der en god stemning omkring weekendens stævne. De førnævnte kastere, der velvilligt tog en tur på stafetholdet, vidnede om den rette ånd, og umiddelbart var der tale om et nyt mesterskab, som de aktive tog godt imod over en bred kam.
”DM Hold er kommet for at blive, men alle aspekter i konceptet vil blive kritisk evalueret, så DM Hold udvikler sig i den rigtige retning,” lyder det fra Competition Manager i DAF, Michael Bruun Jepsen.
DM Hold, Odense den 11.-12. juni
Slutstilling
Kvinder
Sprint/hæk/stafet
Aarhus 1900 84 point
Sparta 83 point
OA/OGF 72 point
Mellem/langdistance
AGF 98 point
Bagsværd AC 89 point
Amager AC 87 point
Spring
Sparta 46 point
Randers Freja 42 point
OA/OGF 40 point
Kast
Hvidovre AM 46 point
Aarhus 1900 43 point
Sparta 33 point
Mænd
Sprint/hæk/stafet
Hvidovre AM 177 point
OA/OGF 161 point
Sparta 138 point
Mellem/langdistance
AGF 149 point
OA/OGF 122 point
Amager AC 116 point
Spring
Skive AM 84 point
OA/OGF 79 point
Sparta 56 point
Kast
Esbjerg AM 119 point
Hvidovre AM 110 point
OA/OGF 106 point