Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 06-17 863 unge atleter til start i weekenden
863 unge atleter til start i weekenden
17. juni 2011 · Jeppe Weinreich
Der er ungdomsmesterskaber i vest og øst denne weekend.
Mens senioreliten er draget til landskamp i Serbien, er weekenden på det hjemlige plan forbeholdt ungdommen. Lørdag og søndag er det nemlig blevet tid til årets Vest- og Østdanske Ungdomsmesterskaber, der afvikles i hhv. Skive og Ballerup.
På Ballerup Stadion er der tilmeldt 438 atleter fra 27 forskellige klubber. 124 af deltagerne kommer fra Sparta, mens arrangørklubben Ballerup AK ligger lige foran KIF med hhv. 47 mod 40 deltagere.
På Skive Stadion er deltagerantallet stort set det samme med 425 unge atleter til start. Arrangørklubben kan stille med hele 75 deltagere, med Odense Atletik og Aarhus 1900 på de næste pladser.
Som det også er tilfældet ved de tilsvarende indendørsmesterskaber, har man i Øst valgt at have de 10-11 årige med, mens man i Vest forsat tilbyder de 20-22 årige en startmulighed. Sidstnævnte gruppe er fremdeles meget tynd, og kun på 200 meteren for kvinder er der tilmeldt mere end tre deltagere.
Sidste chance for kvalifikation
Blandt de i alt 863 deltagere er der flere, der allerede har kvalificeret sig til næste måneds Ungdoms-VM. Det gælder bl.a. de to Helsingør-atleter, Mette Gravlund Hansen (stangspring) og Mihn Kyun Cho (800 meter), der ved Hillerøds jubilæumstævne i maj klarede de opsatte krav, men grundet mangelfuld resultatformidling i sin tid ikke blev omtalt her på siden. Det være hermed gjort.
Fristen for at klare kravet udløber mandag, så med lidt held kan det være, at endnu et par talenter når at komme med i den danske trup.
Vest- og Østdanske Ungdomsmesterskaber den 18.-19. juni