Loading...

Nyheder 2011

EM Hold 2. division: Dansk hold i stærkeste opstilling

17. juni 2011 · Jeppe Weinreich

Det danske oprykkerhold kæmper i weekenden om at forblive i den europæiske 2. division.

Mens meteorologerne lover regn i weekenden, så rejste det danske atletiklandshold fredag til Novi Sad, Serbiens næststørste by, hvor det for alvor er blevet sommer med over 30 grader.

Trajkovski Emholdudtagelse2011 GudmandashxSidste år rykkede Danmark som bekendt op i 2. division (den tredjebedste række) sammen med Bulgarien. I weekenden skal de udvalgte atleter så forsøge at bevare den position ved ikke at ende på en af de to sidste pladser. Med værtsnationen, de tre baltiske lande, førnævnte Bulgarien samt Slovakiet og Østrig som de syv modstandere bliver det dog langtfra nogen let opgave.

Optimal holdopstilling
På forhånd var der usikkerhed omkring hækkeløber Andreas Martinsen (syg) og højdespringer Janick Klausen (øm fod), men begge er med, når det i morgen går løs på Karađorđe Stadium, som også dannede ramme om Junior-EM i 2009 (hvorfra Martinsens danske juniorrekord på 13,49 sek. stammer).

Efter udtagelserne på Østerbro Stadion tidligere på måneden giver holdopstillingen sig selv, med den tilføjelse at Dagmar F. Olsen erstatter Rikke Rønholt på 800 meter, mens Maria Sig Møller er blevet tildelt pladsen på 5000 meter.

Landstræner i sprint, Mikkel Larsen, har desuden udtaget to løbere til alle stafethold (ud over de tre der automatisk kvalificerede sig via udtagelseskonkurrencerne). Holdopstillingen har ikke været offentliggjort her på siden, men er dukket op på Spartas hjemmeside.

I mændenes længdespring er der lagt op til en spændende dyst, når Danmarks største navn, Morten Jensen, møder Litauens Povilas Mykolaitis, der for nylig satte nationsrekord med 8.15 meter. 

Danske rekorder – nærmest en tradition
Med undtagelse af de længere løb plejer høje temperaturer at udløse gode resultater, og faktum er da også, at netop den årlige landskamp oftest har resulteret i en dansk rekord. Sidste år på Malta var det mændenes 4x100 meter stafethold, der for første gang brød de 40 sekunder. Året før i Sarajevo satte Sara Slott Petersen rekord på 400 meter hæk – to år efter at hun havde præsteret det samme, da Odense var vært for den daværende Europa Cup. I 2005 i Tallinn var det trespringer Anders Møller, der var god for en rekord med 16.54 meter, mens Morten Jensen ved samme lejlighed var over den daværende danske rekord i længdespring med 8.10 meter (2,7 m/s) – i øvrigt én cm foran førnævnte Mykolaitis.

 

Peder P. Nielsen springer i Bilbao
Som bekendt måtte trespringer Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) trods flotte 16.41 meter se sig forbigået til landsholdet. Han springer i stedet lørdag ved EAP-stævnet i Bilbao, hvor han får særdeles god modstand af den cubanske verdensklassetrio Copello, Giralt og Betanzos.

Læs det europæiske atletikforbunds foromtale af matchen 2nd League her

Arrangørens hjemmeside (med forventelig resultatformidling)


Foto: Andreas Trajkovski løber sig på landsholdet på Østerbro Stadion den 3. juni. (Kim Gudmand)  

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund