Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 06-21 North Sea Beach Marathon på søndag
North Sea Beach Marathon på søndag
21. juni 2011 · Pressemeddelelse fra North Sea Beach Marathon
Det klassiske North Sea Beach Marathon afvikles søndag for 12. gang. Denne gang med start i Hvide Sande og mål i Vejers.
Det kendte og attraktive løb langs den jyske vestkyst skydes i gang i Hvide Sande den 26. juni.. - Dags dato er der tilmeldt knap 1.000 løbere fra 24 nationer, siger løbsleder Kirsten Onsberg. - Vi får altid mange efteranmeldelser i dagene op til løbet og på selve dagen, og vi forventer at kunne sende omkring 1.300 løbere ud på de fire smukke ruter. Efteranmeldelse kan ske ved nummerudleveringsstedet SeaWest lørdag den 25. juni - og også ude ved de enkelte startsteder i Hvide Sande, Nymindegab og Vejers på selve løbsdagen, siger Kirsten Onsberg.
Traditionsløb
North Sea Beach Marathon 2011 afvikles traditionen tro langs den jyske vestkyst og omfatter foruden det klassiske maratonløb på 42,195 km, halvmaraton, 10 og 5 km og stavgang på alle distancer. Maratonløberne starter i år i Hvide Sande kl. 10.30, halvmaratonløberne i Nymindegab kl. 12.00, mens 5 og 10 km-løberne sendes af sted på en ud-hjem rute fra stranden i Vejers klokken 11.00 og 12.30.
–Vi kan byde på en meget smuk og helt speciel rute. På stranden i Vejers vil der være en række forskellige aktiviteter, og der bliver sørget for fin stemning hele vejen langs de smukke ruter, siger Kirsten Onsberg.
North Sea Beach Marathon er en unik løbsevent, der arrangeres søndag den 26. juni af de tre foreninger Ringkøbing Atletik & Motion, Esbjerg Atletik & Motion og Hvide Sande KFUM´s Idræt i samarbejde med en række lokale partnere.
Yderligere informationer på løbets hjemmeside www.beachmarathon.com.