Loading...

Nyheder 2011

Kuglestøder lyser op ved DM Stafet

27. juni 2011 · Jeppe Weinreich

Med et stød på 15.11 meter forbedrede Trine Mulbjerg sin egen danske U23-rekord på en dag, hvor de store profiler på stafetterne var Nicklas Hyde og Sara Slott Petersen.

Selvom kasteøvelserne blot var tænkt som lidt fyld til DM Stafet i Skive (26/6), var det her, at søndagens bedste resultat så dagens lys. I femte runde af kvindernes kuglestød viste Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) nemlig omsider det niveau, som hun var god for i vinter, da kuglen nu landede ude på 15.11 meter – en forbedring af hendes egen danske U23 rekord og blot 13 cm fra den ”rigtige” rekord, som Christina Scherwin satte i 2006.

Solskin og tætte opgør
Modsat forrige weekend, hvor de Vestdanske Ungdomsmesterskaber på samme stadion var stærkt plaget af regn, viste vejret sig søndag fra den gode side ved det DM Stafet, hvor de tidligere ”Store DM-øvelser” 4x100 og 4x400 meter siden 2009 har været på programmet. 

Spartas herrer gjorde ikke uventet rent bord på stafetterne, da de kom først over målstregen på 4x100, 4x400, 4x1500 såvel som 1000 meter stafet. Den gennemgående figur var her Nicklas Hyde, der var med på alle tre sprintstafetter.

På mændenes 4x100 meter blev AK Holstebro diskvalificeret, hvilket betød at de – idet der kun var tre hold til start – gik glip af en sikker medalje.

Sara Petersen sikrer 1900 guld
Dagen efter at have vundet 400 meter hæk ved et stævne i Belgien mødte Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) op i Skive for at hjælpe sin klub til sejr. Det lykkedes to gange. I et spændende opgør på 4x100 meter med Sparta sikrede hun på sidsteturen sejren med 47,94 sek. mod 48,33 sek., mens der var klar afstand ned til samme klub, da hun løb den sidste lange tur på 1000 meter stafet sikkert hjem.

Heller ikke på 4x800 meter lykkedes det Sparta at vinde guld, da arrangørklubben i en meget tæt kamp kunne sikre sejren med en for distancen meget lille margin – 0,51 sek.

Spartas kvinder kunne dog triumfere på 4x400 meter, hvor de her var langt foran Skive AM.

 

(NB: Sparta er ved en fejl blevet byttet om med Aarhus 1900 på kvindernes 4x100 meter.)

© Copyright Dansk Atletik Forbund