Loading...

Nyheder 2011

Tætpakket program denne weekend

01. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Europa Cup i mangekamp, Morten Jensen i Tyskland, Peder P. Nielsen i Moskva og dansk topmøde på 400 meter i Holland. Det er bare lidt af det, der finder sted denne weekend.

Morten Jensen - Tyskland
Nok er Bad Langensalza et spøjst navn til en by, men startlisten til stedets længdespringsstævne lørdag fejler intet. Her kommer Morten Jensen (Sparta) nemlig op imod europamestrene uden- såvel som indendørs, tyskerne Christian Reif og Sebastian Bayer og – ikke mindst – verdensranglistens nr. 1, australske Michael Watt, der med 8.44 meter har været længere ude end nogen anden denne sæson. Med 8.01, 8.01w og 7.99 meter ved de seneste tre optrædener er det en Morten Jensen i topform, der stiller til start i Tyskland.

Andreas Trajkovski – Tyskland
Også Danmarks næstbedste længdespringer, Andreas Trajkovski (KIF), er at finde i Tyskland denne weekend, når han ved Bauhaus Junioren-Gala i Mannheim stiller op på både 100 meter og  længdespring. Andreas ankommer direkte fra en vellykket træningslejr i Ungarn og har selvsagt store forventninger til stævnet, hvor han kommer til at møde nogle af sine konkurrenter til det kommende Junior-EM.

Kim Christensen – Sverige
Med en dugfrisk PR på 19.87 meter har Kim Christensen (Sparta) skruet op for forventningerne til weekendens kastestævne i svenske Bottnaryd, som også får deltagelse af flere andre danske kastere. Værd at bemærke er det, at Kims PR-stød var længere, end hvad Joachim B. Olsen stødte i sin sidste sæson i 2008 – og altså dermed er det længste stød udendørs af en dansker siden sæsonen ’07. 

Peder P. Nielsen – Rusland
Efter sin personlige rekord forleden i Sofia er trespringer Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) draget endnu længere østpå, nemlig til det traditionsrige Znamensky Memorial i Moskva, der afvikles for 53. gang. Lørdag fandtes der ingen tilgængelig startliste på nettet, men den må formodes at rumme de bedste russere og følgelig være særdeles stærk.

Bube og stærk 400 meter-trio i Holland
Keien Meeting i hollandske Uden har traditionelt et program med god bredde, og lørdag bliver det alvorens time for vore bedste 400 meter løbere. I år har det kun handlet om Jacob Riis (Sparta) mod Nick Ekelund-Arenander (KIF), men med sine 46,88 sekunder i Sollentuna forleden har Nicklas Hyde (Sparta) pludselig meldt sig stærkt ind i kampen. Alle er med i Uden, men formentlig havner de to førstnævnte i B-heatet, hvorfor det næppe bliver til det ønskede indbyrdes opgør. På den dobbelte distance står Andreas Bube (Bagsværd AC) – efter at den seneste uge at have pudset formen af i Aarhus - klar til årets første attentat på en hurtig tid, men også han må formentlig tage til takke med en start i B-heatet.

Tine Bach Ejlersen på Madeira
Atletik er ikke umiddelbart det første, man tænker på, når Madeira nævnes. Men den portugisiske ferieø er i denne weekend vært for årets Europa Cup i mangekamp i den laveste rangerende liga (2nd Leauge). Her er der en slags comeback til Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900), der ikke har lavet mangekamp siden DM-inde. Med på Madeira er også Mathias Andersen (Aarhus 1900) og Huma H. Nielsen (Amager AC).

” Både Huma, Tine og Mathias har rigtig fine chancer for at lave nogle gode mangekampe på Madeira. Tine meldes skadesfri og går selvfølgelig efter at forbedre sin PR fra sidste års DM på 5281 point. Huma lavede en fin syvkamp ved Østmesterskaberne i Greve, men der er forbedringsmuligheder flere steder, så også her er der optimisme,” vurderer Niels-Christian Bendixen fra Mangekampsgruppen. ”Det samme gælder for Mathias som satte en hel række personlige rekord plus 10-kamps-ditto i Greve med 6468 point. Det behagelige, men ikke for varme vejr på atlanterhavsøen skulle (hvis vejrudsigten holder stik) kunne være med til at skabe gode forhold for mangekampen. Hele 26 kvinder og 27 mænd er meldt til start,” fortæller Bendixen.

Öresundsspelen, Helsingborg
Det store svenske ungdomsstævne i Helsingborg - der i år afvikles for 49. gang - har tabt betydeligt i størrelse de senere år, hvor flere og flere har valgt VU-Spelen på Ullevi i Göteborg. Fra fredag til søndag er der dog adskillige atleter i aktion i det skånske. Blandt seniorerne er Mike Kalisz (Sparta) på 100 og 200 meter samt et væld af talentfulde ungdomsatleter. Deltagerne til Ungdoms-VM har dog klogelig valgt at koncentrere sig om disse mesterskaber, der allerede starter på torsdag.

8260 Viby J
Var det det hele? Der er sikkert flere, der har forbigået hjemmesidens opmærksomhed, men på Viby Stadion dyster Andreas Martinsen (AK Holstebro) i hvert fald søndag mod Jon Yde Bentsen (Aalborg AM) i et lille træningsstævne. Førstnævnte har her en revanche til gode fra i Belgien sidste weekend.

© Copyright Dansk Atletik Forbund