Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-06 Ekelund-Arenander viser EM-form
Ekelund-Arenander viser EM-form
06. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Ny PR med 47,21 sek. i Stockholm tirsdag.
Den seneste uges tid har været en af de bedre for 400 meter-løber Nick Ekelund-Arenander (KIF). Først var han i Holland med til at sætte dansk rekord på 4x400 meter, efterfølgende kom den officielle udtagelse til EM-U23, og tirsdag aften i Stockholm forbedrede han så sin bedste tid på favoritdistancen med 0,04 sek. til 47,21 sek., hvilket var rigeligt til at sejre ved ”Friidrottkväll”.
Med tiden deler Nick - der løb sit første stævne så sent som maj 2008 - nu 7. pladsen på alle tiders rangliste med Jacob Riis (Sparta). En rangliste, hvor det rekordsættende stafethold fylder halvdelen af top 8.
Lørdag aften løber Nick igen ved det gigantiske Världsungdomsspelen på Ullevi i Göteborg, hvor stævnerekorden fortsat tilhører Nicklas Hyde (Sparta) med 46,53 sek.
Alle tiders rangliste - 400 meter mænd
1. Jens Smedegaard (Glostrup IC) 45,89 sek. 1980
2. Christian Birk (Sparta) 46,47 sek. 2001
3. Andreas Bube (Bagsværd AC) 46,48 sek. 2009
4. Nicklas Hyde (Sparta) 46,53 sek. 2008
5. Niels-Ole Lindberg (1900) 46,81 sek. 1990
6. Wilson Kipketer (Sparta) 46,85 sek. 1994
7./8. Jacob Riis (Sparta) 47,21 sek. 2010
7./8. Nick Ekelund-Arenander (KIF) 47,21 sek. 2011
9-11 Jonsson, Hirsbro & Grønnemark – 47,1h
Resultatliste
Friidrottskväll, Stockholm den 5. juli